USA's varslede told på ti procent på varer fra lande fra hele verden bliver hævet til 15 procent.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på det sociale medie Truth Social.

Udmeldingen kommer, dagen efter at USA's højesteret erklærede, at de forhøjede toldsatser, som Trump indførte sidste år, var ulovlige.

- Lad venligst denne udtalelse tjene som udtryk for, at jeg, som præsident for USA, med øjeblikkelig virkning vil hæve den globale told på ti procent på lande, hvoraf mange har flået USA i årtier uden gengældelse (indtil jeg kom til!), til det fuldt tilladte og juridisk afprøvede niveau på 15 procent, skriver Trump.

Ifølge Trump er beslutningen om at hæve den generelle told truffet efter en "grundig, detaljeret og komplet" gennemgang af højesterets afgørelse.

Han beskriver højesterets dom som "latterlig, dårligt skrevet og ekstraordinært anti-amerikansk".

Den nye toldsats træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Toldsatserne, som blev indført sidste år, og som USA's højesteret her erklæret ulovlige, varierede fra land til land.

For blandt andet EU's vedkommende er toldsatserne blevet ændret efter forhandlinger med USA.

Efter højesterets afgørelse fredag varslede Trump en generel told på ti procent, som altså nu er blevet ændret til 15 procent.

Tolden på ti procent skulle træde i kraft 24. februar og gælde i 150 dage.

Det er uklart, hvorfor tolden på 15 procent ifølge Trump - i modsætning til den tidligere annoncerede toldsats - kan træde i kraft med det samme.

Da den amerikanske præsident sidste år indførte straftold med varierende satser, skete det med henvisning til loven International Emergency Economic Powers (IEEPA).

Loven er lavet til nationale nødsituationer, men ifølge landets højesteret giver den ikke præsidenten bemyndigelse til at indføre forhøjede toldsatser.

Trump indførte straftolden, da han mente, at USA's handelsunderskud til en lang række lande udgjorde en nødsituation.

Da den nye told på ti procent blev meddelt fredag, skete det ifølge Det Hvide Hus med henvisning til sektion 122 i handelsloven Trade Act of 1974.

Om det er den samme lov, den forhøjede toldsats bygger på, fremgår i ikke af præsidentens opslag på Truth Social.

Det er også uvist, om alle varer er omfattet af tolden på 15 procent.

En række varegrupper blev undtaget tolden på ti procent. Det gjaldt blandt andet lægemidler, kritiske mineraler og visse landbrugsprodukter.

/ritzau/