Selv kalder Donald Trump det for 'The One, Big, Beautiful Bill'.
Noget, der på dansk kan oversættes til 'den ene, store, smukke lov'. Men det er langt fra alle, der mener, at den er så 'smuk' endda – og det omfattende lovforslag møder derfor for tiden stor modstand.
I slutningen af april oplyste Det Hvide Hus, at Trump i Kongressen havde gentaget sin opfordring om vedtage den 'store, smukke lov', som efter planen skal levere de største skattelettelser i historien til det amerikanske folk.
Kort før midnat natten til torsdag lyder det dog nu fra den amerikanske præsident, at der sker fremskridt:
»Vi gør store fremskridt med 'den ene, store, smukke lov'. Vores økonomi har det godt, men den kommer til at BOOME på en måde, der aldrig er set før,« hævder Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Der tilføjer han videre:
»Vi kommer til at indføre ingen skat på drikkepenge, ingen skat på seniorers sociale sikkerhed, ingen skat på overtid og meget mere. Det bliver langt den største skattelettelse for middel- og arbejderklassen, og det er på tide, at Main Street får en sejr. MAKE AMERICA GREAT AGAIN!«
Med 'Main Street' refereres der til lokale økonomier, virksomheder og forbrugere - som er det modsatte af 'Wall Street', der er store finansielle virksomheder og selskaber.
Det bliver dog formentlig ikke så nemt at få loven ført igennem, lyder det blandt andet fra CNN.

Mediet skrev onsdag, at lovforslaget er løbet ind i en mur i en stærkt splittet republikansk forsamling i Repræsentanternes Hus.
I svingstaterne opfordrer de republikanske medlemmer til, at det omfattende lovforslag ikke kan skære ned på sociale ydelser, mens republikanske hardlinere kræver billioner mere i nedskæringer – hvilket ifølge CNN er langt ud over, hvad mange midterorienterede medlemmer er villige til at sluge.
Et to timer langt møde blev derfor ifølge CNN holdt i den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Mike Johnsons, lokaler tirsdag aften.
Johnson skal ifølge CNN presse på for, at der skal stemmes om lovforslaget inden Memorial Day, som er en helligdag for folk, der er faldet i tjeneste i landets væbnede styrker, der afholdes den 26. maj i USA.
Ifølge Donald Trump – og Det Hvide Hus – vil lovforslaget få amerikanernes realløn til at stige med op til 3.300 dollar om året, hvilket svarer til knap 22.000 kroner, og redde 4,1 millioner job.
Du kan følge udviklingen i amerikansk politik og i udviklingen på den storpolitiske scene i vores liveblog lige HER.

