For fire år siden gik Donald Trump offentligt ud og fortalte, at han stillede op til præsidentvalget 2016 – til stor morskab for utallige skeptikere.

Søndag – præcis fire år efter offentliggørelsen – markerede USA's præsident årsdagen ved at håne sine kritikere.

Godt nok i meget få ord, men budskabet er ganske klart.

På sin Twitter-profil har Donald Trump nemlig offentliggjort en sammenklippet video på godt 2.30 minutter.

Videoen indledes med et 'The Simpsons'-afsnit, der gengiver dagen, hvor Trump søsatte sin kampagne for at blive USA's næste præsident.

Herefter kommer en lang række sammenklip af kendte amerikanske ansigter, der alle har samme budskab: Trump bliver aldrig præsident.

»Der kommer aldrig til at være en præsident ved navn Donald Trump,« siger skuespilleren George Clooney blandt andet i videoen.

»Trump bliver ikke præsident,« lyder det fra forhenværende præsident Barack Obama.

Donald Trump fik dog modbevist sine kritikere godt og grundigt og har siden november 2016 haft titlen som USA's 45. præsident.

'Glædelig fars dag til alle, inklusive mine værste og mest ondskabsfulde kritikere, som der bliver færre og færre af. Dette er en FANTASTISK tid at være amerikaner. BLIV VED MED AT GØRE AMERIKA STORSLÅET,' skrev Donald Trump også på Twitter på årsdagen for sin opstilling.

På trods af de store mængder kritik, Donald Trump har modtaget i sin tid som præsident, mener flere prominente medier – heriblandt Politico og den dybt respekterede finansavis The Wall Street Journal – at den omdebatterede præsident ville blive genvalgt med et brag, hvis der udskrevet valg i dag.

»Økonomien går godt. Arbejdsløsheden er lav. Og benzinen er billig. Og det er nok for både kernevælgere og Trumps mere moderate fanbase – mange af dem, der måske ikke engang vil indrømme, at de igen stemmer på Trump.«