USA's præsident, Donald Trump, vil møde sin russiske modpart, Vladimir Putin, i den ungarske hovedstad, Budapest.
Det skriver han torsdag aften dansk tid på sit sociale medie, Truth Social.
Meldingen kommer, efter at Trump har talt i telefon med Putin. Ifølge Det Hvide Hus varede samtalen over to timer.
Trump skriver på Truth Social, at repræsentanter for de to lande skal mødes i næste uge for at drøfte en afslutning på krigen i Ukraine.
USA's delegation ved næste uges møde vil være ledet af udenrigsminister Marco Rubio "sammen med forskellige andre personer, som vil blive udpeget".
- Præsident Putin og jeg vil derefter mødes på et aftalt sted, Budapest i Ungarn, for at se, om vi kan bringe denne elendige krig mellem Rusland og Ukraine til en ende, skriver Trump.
Han nævner ikke nogen dato for et kommende møde med Putin.
De to mødtes senest i Alaska i det nordlige USA 15. august.
Fra russisk side oplyser en nær rådgiver for Putin, Jurij Usjakov, at det næste møde kan finde sted "i løbet af de kommende dage".
Rådgiveren siger også, at Trump i løbet af samtalen understregede over for Putin, at en afslutning på krigen i Ukraine vil åbne "fantastiske muligheder" for et økonomisk samarbejde mellem USA og Rusland.
Trump skriver videre i sit opslag på Truth Social, at han og Putin brugte "en del tid" på at tale om handel mellem USA og Rusland, når krigen i Ukraine er slut.
Kirill Dmitrijev, der er Putins særlige udsending, kalder ifølge Reuters torsdagens telefonsamtale mellem Trump og Putin "positiv og produktiv" og tilføjer, at den "tydeligt udstikker de næste skridt".
Fredag mødes Trump med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Det Hvide Hus.
Trump skriver i sit opslag, at de to "vil drøfte min samtale med præsident Putin og meget mere".
- Jeg tror, at der blev gjort store fremskridt med dagens telefonopkald, lyder det fra Trump.
Det er på forhånd ventet, at Trump og Zelenskyj skal tale om den amerikanske militære støtte til Ukraine.
Zelenskyj har bedt Trump om de langtrækkende Tomahawk-missiler, der kan nå mål i både Moskva og flere andre russiske storbyer.
Den ukrainske præsident mener, at den type missiler kan være med til at lægge pres på Putin og få ham til forhandlingsbordet.
Men i løbet af samtalen med Trump advarede Putin om, at det vil skade fredsprocessen og forholdet mellem USA og Rusland, hvis Trump sender Tomahawk-missiler til Ukraine. Det siger Jurij Usjakov.
En talsperson for Det Hvide Hus siger efter samtalen mellem Trump og Putin, at Trump stadig mener, at det er muligt at få arrangeret et møde mellem Putin og Zelenskyj.
/ritzau/