Siden Den Kolde Krig har de været et symbol på frihed og information, men nu får de dødsstødet.

Det står klart efter USAs præsident Donald Trump har underskrevet et dekret, som har ført til en brutal realitet for medarbejderne på flere uafhængige medier, som nu står til at lukke.

Hundredvis af journalister og andre ansatte hos Radio Free Europe (RFE), Radio Liberty (RL), Voice of America (VOA) og en række andre medier har modtaget en mail med klar besked.

I mailen fremgår det, at de nægtes al adgang til mediernes kontorer, og at pressekort, telefoner og andet udstyr skal afleveres.

Radio Free Europe blev oprettet i 1950 - under Den Kolde Krig - som en del af det statsejede 'U.S. Agency for Global Media' for at fremme demokratiske værdier og sende uafhængig information ind bag Jerntæppet, men nu er den økonomiske støtte så godt som fjernet.

Det er ifølge chefen for RFE Stephen Capus »en massiv gave til USA’s fjender«.

»De iranske ayatollaher, Kinas kommunistiske ledere og autokraterne i Moskva og Minsk vil fejre afslutningen på RFE/RL efter 75 år. At give vores modstandere en sejr vil gøre dem stærkere og Amerika svagere,« skriver han i sin erklæring.

Senest har den tjekkiske udenrigsminister Jan Lipavský gjort klart, at han vil rejse spørgsmål om Radio Free Europe og Radio Liberty fremtid ved mandagens samling af udenrigsministre fra hele EU i Bruxelles, da han er bekymret for mediernes lukning.

I skrivende stund opdaterer RFE/RL stadig deres hjemmeside med nyheder. Det er uvist, hvornår konsekvenserne af dekretet for alvor begynder at mærkes.