»Jeg kigger sjældent væk fra folkemængden. Hvis jeg ikke havde gjort det i det øjeblik, ville vi ikke have talt sammen i dag, ville vi?«
Den forhenværende amerikanske præsident Donald Trump har nu givet et interview, efter han blev strejfet af et skud på den øvre del af sit højre øre.
Den alvorlige hændelse fandt sted natten til søndag dansk tid, da Trump stod på talerstolen ved et vælgermøde i delstaten Pennsylvania.
Tidligt søndag morgen skrev Trump på medie Truth Social, at det var »Gud alene, der forhindrede det utænkelige i at ske«.
I et nyt interview med Washington Examiner, mens han var på vej ombord på det fly, der skal fragte ham til Milwaukee, hvor Republikanernes nationale konvent starter mandag, fortæller Trump, at han formentlig blev reddet fra døden, fordi han vendte sig fra folkemængden, der var mødt op, for at se på en skærm, der viste data, som han brugte i sin tale.
»Den virkelighed er ved at indfinde sig i mig. Jeg kigger sjældent væk fra mængden. Hvis jeg ikke havde gjort det i det øjeblik, ville vi ikke have talt sammen i dag, ville jeg,« siger Trump.
Til samme medie sætter han, mens han sidder ombord på flyet, yderligere ord på:
»Det mest utrolige var, at jeg tilfældigvis ikke bare vendte mig, men at jeg vendte mig på det helt rigtige tidspunkt og i den helt rigtige mængde. Hvis jeg kun drejer halvt, rammer det (skuddet, red.) bagsiden af hjernen. Den anden vej går lige igennem (kraniet). Og fordi skærmen var højt, kiggede jeg op. Chancen for, at jeg drejer perfekt, er nok en tiendedel af en procent. Så det er ikke meningen, at jeg skal være her,« siger Trump.
På vej ombord på flyet forklarede han over for Washington Examiner også sin beslutning om at løfte hånden, da Secret Service førte ham ned fra scenen efter skyderiet.
Den tidligere præsident fortæller, at han så, at folkemængden ikke havde bevæget sig, efter han havde rejst sig igen.
Derfor gjorde han det for at vise dem, at han var o.k.
»Den energi, der kom fra folk i det øjeblik, de stod der bare; det er svært at beskrive, hvordan det føltes, men jeg vidste, at verden kiggede. Jeg vidste, at historien ville dømme dette, og jeg vidste, at jeg var nødt til at fortælle dem, at vi er o.k.,« siger Trump.
En person blandt publikum blev dræbt i skyderiet. Der er tale om en 50-årig mand, der blev ramt af skud. Han kastede sig ned over sin familie for at beskytte dem, forlyder det.
To yderligere personer – en 57-årig og en 74-årig – blev såret i skyderiet. Det blev i første omgang oplyst, at de var i kritisk tilstand. Søndag er det blevet meldt ud, at de er i stabil tilstand.
Den mistænkte gerningsmand blev efterfølgende dræbt af Secret Service.
FBI har senere bekræftet, at den formodede gerningsmand er en 20-årig mand ved navn Thomas Matthew Crooks.
Myndighederne har meldt ud, at han handlede alene.