USA's præsident, Donald Trump, gentager i et nyt interview, at USA "har brug for Grønland".
Kommentaren kommer til mediet The Atlantic i forbindelse med et interview om det amerikanske angreb i Venezuela.
- Vi har absolut brug for Grønland (we do need Greenland, absolutely, red.), siger Trump ifølge mediet.
Præsidenten beskriver også Grønland som "omringet af russiske og kinesiske skibe", skriver The Atlantic.
Interviewet er foregået via en telefonsamtale med præsidenten, der var på vej ind på sin golfklub i West Palm Beach, beskriver journalisten fra The Atlantic.
Ifølge journalisten var præsidenten i godt humør, og Trump bekræftede over for journalisten, at Venezuela muligvis ikke er det sidste land, der vil blive udsat for amerikansk "intervention".
Journalisten fra The Atlantic har efter eget udsagn spurgt Donald Trump, om angrebet på Venezuela kunne indikere en vilje til at bruge militær magt for at få kontrol over Grønland.
Trump siger uden at uddybe yderligere, at det er op til andre at afgøre, hvad det amerikanske militærs handlinger i Venezuela betyder for Grønland.
- De bliver nødt til at se på det selv. Jeg ved det virkelig ikke (they are going to have to view it themselves, red.), lyder det fra Trump.
Den amerikanske præsident henviser også til USA's udenrigsminister, Marco Rubio, der lørdag på et pressemøde om situationen i Venezuela sagde om Trump:
- Når han (Trump, red.) fortæller dig, at han vil gøre noget, når han fortæller dig, at han vil løse et problem, mener han det.
Trump har gentagne gange sagt, at USA "skal" kontrollere Grønland.
Til The Atlantics journalist forklarer Trump:
- Jeg henviste ikke til Grønland på det tidspunkt (under pressemødet, red.). Men vi har brug for Grønland, absolut. Vi har brug for det til forsvar.
Interviewet med præsidenten kommer i kølvandet på, at den amerikanske podcaster Katie Miller, der tidligere har været ansat i Trumps administration, på X har lagt et billede op af Grønland farvet med det amerikanske flag.
Sammen med billedet er en kort tekst, hvor der står "SOON" - "snart" på dansk.
Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, skriver søndag på Facebook, at der ikke er grund til hverken "panik eller til utryghed" efter billedet.
Grønland er en del af rigsfællesskabet, og både den danske og grønlandske regering har afvist Trump ved flere lejligheder.
/ritzau/
