Trump genoptager forsøg på at afsætte guvernør
Det er anden gang, at den amerikanske præsident forsøge at afsætte centralbankchef Lisa Cook.

Det er anden gang, at den amerikanske præsident forsøge at afsætte centralbankchef Lisa Cook.

USA's præsident, Donald Trump, overvejer igen at afskedige Lisa Cook fra bestyrelsen i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Det fremgår af et brev fra Det Hvide Hus, som både AFP og Reuters har set.
- Du underrettes hermed om, at præsidenten overvejer at afsætte dig fra din stilling, lyder det i brevet, der er dateret den 5. august, ifølge AFP.
Meldingen kommer på trods af, at USA's højesteret i juni slog fast, at præsidenten ikke havde beføjelse til at afskedige Lisa Cook, da han gav hende en fyreseddel sidste år.
Dengang lød det fra domstolen, at Donald Trump "undlod at give Cook de proceduremæssige garantier, som hun var berettiget til i henhold til loven".
Ifølge brevet fra Det Hvide Hus har Lisa Cook fået 21 dage til at svare på beskyldninger om, at hun skulle have afgivet falske oplysninger i forbindelse med et eller flere realkreditlån.
Hun har tidligere afvist beskyldningerne.
I brevet hævdes det, at Lisa Cook har begået forbrydelser, der kan straffes med op til 30 års fængsel, skriver Reuters.
Videre lyder det, at hendes adfærd har sat spørgsmålstegn ved hendes troværdighed som bestyrelsesmedlem i centralbanken.
Brevet er underskrevet af vicestabschefen i Det Hvide Hus, Dan Scavino.
RITZAU
Opdateres...