På hesteryg iført denim-klæder og cowboyhat ridder hun rundt i det storslåede landskab ved det ikoniske amerikanske monument Mount Rushmore.

Klippet, der er fra en reklamekampagne, som kostede svimlende 220 millioner dollar, cirka 1,4 milliarder kroner, blev genstand for massiv kritik, og torsdag var det ifølge flere en af de primære årsager til, at hun blev fyret af Donald Trump.

Tidligere var Kristi Noem en af Trumps favoritter, som sad på to af de vigtigste politikområder: Grænsesikkerheden og massedeportationer.
Tidligere var Kristi Noem en af Trumps favoritter, som sad på to af de vigtigste politikområder: Grænsesikkerheden og massedeportationer. David Muse/Reuters/Ritzau Scanpix

Fra sin saddel kommer USAs minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, med en klar opfordring til immigranter.

»Krydser du grænsen, så finder vi dig. Bryder du vores love, straffer vi dag,« siger hun i kampagnen, som, hun selv mener, er et vigtigt værktøj til at komme illegal indvandring til USA til livs.

Men kampagnen er blevet roden til anklager om korruption, som har klistret sig til Kristi Noem, der i denne uge i to dage blev grillet under høringer i Kongressen, inden hun torsdag blev afsat som minister.

Den svinedyre kampagne er blot en af mange poster, der har gjort, at Bloomberg sidste år kunne afsløre, at reklamebudgettet i ministeriet var blevet tredoblet – men det var det mindste problem med reklamerne.

Rettighederne til den var nemlig ikke sendt i offentligt udbud, som det ellers er lovpligtigt, at den skulle. I stedet var langt størstedelen af kontrakterne – til en værdi af 143 millioner dollar – blevet tildelt et ukendt og nyoprettet selskab i Delaware.

Igennem firmaet ved navn Safe America Media var en del af pengene ifølge det undersøgende medie ProPublica endt i lommen på virksomheden Strategy Group, som har tætte både personlige og forretningsmæssige forbindelser til Kristi Noem.

Selskabets direktør, Ben Yoho, er tidligere samarbejdspartner på øvrige videokampagner, mens Noem var guvernør i South Dakota, mens hans hustru, Tricia McLaughlin, har været talskvinde for Kristi Noem og chef for kontoret i ministeriet, som finansierede kontrakterne.

Noget, der fik ekspert i føderal kontraktret Charles Tiefer, til at lægge hovedet på blokken:

Donald Trump endte i sidste ende med at give Noem sparket fra ministeriet og degraderede hende til særlig udsending for 'The Shield of the Americans'.
Donald Trump endte i sidste ende med at give Noem sparket fra ministeriet og degraderede hende til særlig udsending for 'The Shield of the Americans'. Andrew Caballero-Reynolds Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er det, vi kalder korruption,« sagde han til ProPublica og udtrykte behovet for en uvildig undersøgelse af kontrakterne.

Det og den voldsomme kritik af ICE og grænsepolitiet efter drabene på to amerikanske statsborgere i Minneapolis i januar, som også hørte under Noems ministerium, blev hun så i to dage grillet af Kongressen om tidligere på ugen.

Og i sidste ende var hendes svar altså ikke gode nok til at holde hende i ministeriet.

'Den nuværende minister, Kristi Noem, som har gjort et godt stykke arbejde og opnået mange spektakulære resultater (især ved grænsen!), vil blive udnævnt til særlig udsending for The Shield of the Americas, vores nye sikkerhedsinitiativ i den vestlige halvkugle, som vi offentliggør lørdag,' skrev Trump torsdag på Truth Social.