Trump går til modangreb på Obama: 'Fuldstændig inkompetent'
Donald Trump og Barack Obama er gået i ordkrig med hinanden.

Donald Trump og Barack Obama er gået i ordkrig med hinanden.

Den ene er præsident i USA.
Den anden har været det.
Det er vist også noget nær det eneste Donald Trump og Barack Obama har tilfælles.
Og i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg er de to nu for alvor røget i infight.
Ved et vælgermøde i den amerikanske delstat Ohio, hvor Obama, natten til søndag dansk tid, var mødt op for at støtte demokratiske kandidater, sagde han, ifølge AFP, blandt andet:
»Efter to års kaos, grusomhed, korruption og inkompetence, som vi aldrig har set i moderne tid, har man chancen for at sige, at 'nok er nok.'«
»Den nuværende præsident vælger at træffe en række dårlige beslutninger. Vigtigst af alt har han valgt at starte en unødvendig krig, som ingen har bedt om.«
På sit eget sociale medie, Truth Social, har Donald Trump søndag så svaret igen.
Han skriver blandt andet:
'Obama var en fuldstændig inkompetent præsident! Han bestak Iran med milliarder af dollar og banede vejen for, at de kunne udvikle et atomvåben.'
Trump henviser også til præsidentvalget i 2016, hvor den nuværende præsident besejrede Demokraternes kandidat, Hillary Clinton.
'Han sagde, at den korrupte Hillary Clinton ville VINDE, han kæmpede hårdt for hende, og hun tabte på alle fronter og på alle måder. Derefter kæmpede han for fuld kraft for Kamala (Harris, red.), og hun tabte ligeledes.'