Trump går opslags-amok klokken 02.19: 'De vil udrydde den vestlige civilisation'
»Vi har opnået mere på to år end noget andet præsidentskab i vores lands historie, men nu vil de brænde det hele ned,« hævder han.

»Vi har opnået mere på to år end noget andet præsidentskab i vores lands historie, men nu vil de brænde det hele ned,« hævder han.

Klokken 02.19 natten til tirsdag dansk tid gik det i gang.
Og en storm af opslag, som alle har den samme afsender, blev offentliggjort på det sociale medie Truth Social.
Manden bag de mange opslag er den amerikanske præsident, Donald Trump.
I tidsrummet fra 02.19 dansk tid til klokken 05.10 udgav han hele 23 opslag.
20 af dem bestod udelukkende af tekst.
To af dem var rene videoer. Og en enkelt var af et billede.

Flere af opslagene har dog noget til fælles:
At de er angreb, som præsidenten har rettet mod enten det demokratiske parti som helhed eller enkelte demokratiske politikere, som stiller op til det kommende midtvejsvalg, som finder sted i begyndelsen af november.
Særligt mod de demokratiske kandidater i delstaten Kansas, som i årevis har været i Republikanernes hænder, men hvor kampen nu ser ud til at kunne blive tæt.
»Dumokrat-dagsordenen er en plan om at udrydde den vestlige civilisation. De vil åbne grænserne, lukke kraftværkerne, slippe kriminelle løs, gøre jeres børn transkønnede, konfiskere jeres penge og hejse det palæstinensiske flag, mens de vanhelliger det amerikanske flag,« hævder Trump i et opslag bragt klokken 02.22 dansk tid.

I et andet klokken 03.16, skriver han, at valget er »meget enkelt«:
»Du kan stemme på de radikale venstreorienterede Dumokrat-kommunister, som vil plyndre din formue, hæve dine skatter med fem billioner dollar, udviske dine grænser, ødelægge gårdene i Kansas, lemlæste dine børn og give 25 millioner ulovlige indvandrere amnesti og stemmeret,« hævder Trump.
Med store bogstaver tilføjer han:
»ELLER du kan BESEJRE de dumokratiske kommunister og STEMME FOR FLERE PENGE I LOMMEN, STØRRE LØNSEDLER TIL DINE FAMILIER, LAVERE SKATTER, MINDRE KRIMINALITET, EN BLOMSTRENDE ØKONOMI I KANSAS OG INGEN AMNESTI TIL ULOVLIGE INDVANDRERE.«
Han fremlægger ikke nogen dokumentation for sine angreb mod demokraterne.
»Vi har opnået mere på to år end noget andet præsidentskab i vores lands historie, men nu vil de radikale venstreorienterede demokrater brænde det hele ned,« hævder han i et opslag klokken 03.19.
»En stemme på ENHVER demokrat i år er en stemme for at lade den lille og farlige gruppe af ekstremister holde hele USA som gidsler,« hævder han klokken 02.26.
Der er midtvejsvalg i USA den 3. november.
Valget anses for at kunne være meget afgørende, da der blandt andet kæmpes om flertallet i Senatet og Repræsentanternes Hus.
Lige nu har Republikanerne flertallet begge steder – men flere forudsiger, at Demokraterne kan overtage i Repræsentanternes Hus.
Demokraterne går også efter at vinde Senatet, men det ser mere usikkert ud, om det vil ske.