De enslydende beskeder begyndte stille og roligt at tikke ind i sidste uge til en række amerikanske ambassadører over hele verden.

Rejs hjem, forlad din post. 

Ifølge nyhedsbureauet AP og Politico har USAs præsident, Donald Trump, således med kort varsel fyret 29 af landets ambassadører.

Medierne skriver, at de er blevet informeret om, at deres tjenesteperiode nu vil udløbe enten 15. eller 16. januar.

Og én ting har de alle til fælles: De blev indsat, mens Donald Trumps forgænger, Joe Biden, var præsident.

Det er ikke usædvanligt, at den siddende amerikanske præsident udskifter ambassadører, der er blevet politisk udnævnt af sine forgængere.

Men i dette tilfælde omfatter fyringerne også ambassadører, der er såkaldte karrierediplomater og dermed betragtes som neutrale over for enhver administration.

Derfor lyder det fra diplomaternes fagforening, at afskedigelserne »underminerer tilliden« til systemet.

Fra det amerikanske udenrigsministerium forsvares trækket dog.

»En ambassadør repræsenterer personligt præsidenten, og det er præsidents ret at sikre, at han har personer indsat, som fremmer 'America First'-dagsordenen,« lyder det herfra.

Det er i de følgende 29 lande, at USAs ambassadører nu må rejse hjem:

Armenien, Makedonien, Montenegro, Slovakiet, Algeriet, Egypten, Fiji, Laos, Marshall-øerne, Papua New Guinea, Filippinerne, Vietnam, Nepal, Sri Lanka, Guatemala, Surinam, Burundi, Cameroun, Kap Verde, Gabon, Elfenbenskysten, Madagaskar, Mauritius, Niger, Nigeria, Rwanda, Senegal, Somalia, Uganda.