Den amerikanske præsident Donald Trump tog traditionen tro imod opkald om julemanden fra børn juleaften.

Det er en del af en over 50 år gammel tradition i USA, at præsidenten tager imod opkald fra børn juleaften for at fortælle dem, hvor langt julemanden er på sin rejse.

I år har USA's præsident, Donald Trump, vakt opsigt, da han i et af opkaldene kom tæt på at fortælle et af børnene, at det var for gammel til at tro på julemanden.

Det skriver nyhedsbureauet AP. Samtalen var med den syvårige Coleman.

»Tror du stadig på julemanden? For når man er syv, så er det på kanten (marginal red.), er det ikke?« sagde Donald Trump og afsluttede samtalen med:

»Nå, du skal bare have en dejlig jul.«

Traditionen med, at præsidenten og præsidentfruen fortæller børn, hvor julemanden er, startede tilbage i 1955.

Den går ud på, at North American Aerospace Defense Command, bedre kendt som NORAD, sporer julemandens rejse. Og det kan børn så spørge ind til.

NORAD er USA's store base for atomvåben i Colorado, der sporer potentielle angreb på USA.

Forløberen for NORAD blev i 1955 ringet op af et barn, der havde fået forkert nummer, der spurgte efter julemanden.

Det er blevet til, at NORAD hvert år følger julemandens rejse og børn kan ringe ind og spørge, hvor langt julemanden er.

Nogle af de kald bliver besvaret af præsidenten eller præsidentens partner.

Melania Trump, Donald Trumps hustru, skriver på Twitter:

'At hjælpe børn landet over med at spore julemanden er ved at blive en af mine yndlingstraditioner!'

I år var der frygt for, om NORAD's sporing af julemanden ville finde sted, at dele er staten er lukket ned på grund af uenighed mellem Donald Trump og demokraterne om finansiel støtte til at bygge en mur langs den mexicanske grænse.

NORAD forsikrede dog om, at programmet er drevet af frivillige, så traditionen ville fortsætte.

Klokken lidt over otte fortæller NORAD's julemandsovervågning, at julemanden er på vej mod Colorado Springs i delstaten Colorado efter at have leveret 6,1 milliard gaver kloden over.

 

/ritzau/