I videoen herover taler Trump til sine tilhængere på valgnatten, da det stod klart, at han havde vundet.
En ny bog om Donald Trumps første år i Det Hvide Hus hævder at afsløre både små og store hemmeligheder om den republikanske kandidats kampagne, valgsejr og hans første tid i Det Ovale Værelse. En af de mindre, men alligevel meget omtalte, er historien om præsidentens hårpragt.
En vigtig del af Donald Trumps image er hans karakteristiske gyldne hentehår. Præsidentens hårpragt kommer under kærlig behandling i Michael Wulffs nye bog om præsidentens første år ved magten.
Det skriver New York Post.
Forfatten hævder nemlig, at Ivanka Trump tit gør grin af sin fars frisure og angiveligt har fortalt sine venner, at den orange-blonde farve skyldes, at han ikke har tålmodighed nok til at lade hårfarven blive siddende. Hentehåret skulle ifølge Wulff skyldes, at han har fået lavet en hårtransplantation. Det er dog en påstand fra Wulff, som ikke er bekræftet fra hverken Trump selv eller Det Hvide Hus.

Allerede en uge før Michael Wulffs bog 'Fire and Fury: Inside the Trump White House' udkommer, har den skabt overskrifter verden over.
Den amerikanske journalist hævder, at han har interviewet omkring 200 personer i og omkring Det Hvide Hus i forbindelse med bogen, og at han har haft nærmest uhindret adgang til præsidentboligen, mens han har skrevet bogen. En af dem, han har talt med, er Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon.
Til Trumps store fortrydelse skriver Wulff, at 'The Donald' slet ikke var interesseret i at vinde valget. Han var snarere ude på at brande sig selv. Hans kone skulle have grædt på valgnatten, da det stod klart, at han havde vundet, og Trump selv skulle angiveligt have været sur og tvær på indsættelsesdagen. Bogen hævder også, at Trumps yndlingsdatter, Ivanka, selv går rundt med præsident-drømme.

Forfatteren bag bogen er blevet beskyldt for at pynte på sandheden i en tidligere bog, og derfor tager USA-ekspert Miro Reimer-Elster også den nye bog oplysninger med et gran salt.
»Der er al mulig grund til at tage hans seneste værk med en masse forbehold og være varsom med at tage de saftige citater for gode varer. Personligt ville jeg ikke bygge min vurdering af Donald Trumps Hvide Hus på noget, jeg har læst i Michael Wolffs spalter,« siger han til TV 2.
Pressetalskvinde i Det Hvide Hus, Sarah Huckabee Sanders, siger, at bogen er fyldt med falske og vildledende oplysninger fra personer, som hverken har adgang eller indflydelse i Det Hvide Hus.
Donald Trump forsøger at få bogen stoppet og truer både forfatter og forlag med et sagsanlæg. Det har imidlertid fået forlaget til at fremrykke udgivelsen. Oprindelig var planen, at den skulle udkomme 9. januar, men på grund af 'hidtil uset efterspørgsel' udkommer den allerede fredag i denne uge.


