Donald Trump afbryder alle forhandlinger med Canada med øjeblikkelig virkning.

Sådan skriver den amerikanske præsident tidligt fredag morgen på sit eget sociale medie, Truth Social.

»Baseret på deres skandaløse opførsel er alle handelsforhandlinger med Canada hermed afsluttet,« lyder det her.

Årsagen er ifølge opslaget, at man fra canadisk side skulle have stået bag en reklame, hvori man bruger et ældre klip af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, der udtaler sig negativt om told.

Donald Trump kalder også indholdet »fake«. Falsk. 

»De har kun gjort det for at forstyrre afgørelserne i den amerikanske højesteret og i andre retssale,« skriver han også.

Den tidligere – og afdøde – amerikanske præsident Ronald Reagan er blevet omdrejningspunkt for en ny strid mellem Canada og USA.
Den tidligere – og afdøde – amerikanske præsident Ronald Reagan er blevet omdrejningspunkt for en ny strid mellem Canada og USA. Foto: Reinstein/AP/Ritzau Scanpix

NBC News skriver, at udmeldingen fra ham kommer en uge efter, at lederen af den amerikanske provins Ontario, Doug Ford, gik i offensiven.

Han meldte ud, at man ville bruge 75 millioner dollar på tv-reklamer med citater fra afdøde Ronald Reagan, der skulle kritisere brugen af toldsatser.

Det skulle fungere som en kritik af de omstridte toldsatser, som USA under Donald Trump løbende har indført mod en stribe lande.

Herunder altså Canada.

Den første reklame er tilsyneladende dukket op, for nogle timer inden Donald Trumps opslag har The Ronald Reagan Presidential Foundation and Institute på X skrevet, at man er gjort bekendt med en reklame fra Ontario.

Her lød det videre, at reklamen giver en forkert fremstilling af en radiotale, som Ronald Reagan holdt i april 1987, og at man ikke har »søgt om tilladelse til at redigere i udtalelserne«.

Donald Trump har blandt andet brugt told som en straf mod andre lande for at få dem til at makke ret. Flere amerikanske delstater han anlagt sager mod den amerikanske regering for indførelsen af dem.