Først kom tolden. Nu kommer forbuddene.

For nu skruer Donald Trump markant op for handelskrigen med nabolandet Canada og forbyder importen af en række canadiske varer fra 29. september, melder Det Hvide Hus.

Det gælder blandt andet udvalgte øl, vin, cider, whisky, vodka og andre former for spiritus er på forbudslisten. Det samme er motorcykler, mejeriprodukter og alkoholfri øl.

Tiltaget kommer, efter at Canada tirsdag indførte nye straftoldsatser på amerikanske varer som modsvar til tidligere amerikansk told.

Og ifølge handelsekspert Barry Appleton fra New York Law School er signalet fra Washington ikke til at tage fejl af:

»Først og fremmest fortæller det os, at amerikanerne er rasende,« siger han til CBC News.

Han vurderer, at USA bevidst har udvalgt varer, hvor canadiske virksomheder er særligt afhængige af det amerikanske marked.

Og overgangen fra told til et egentligt importforbud er ifølge eksperten en markant optrapning.

»Forbud er meget sværere at fjerne og langt mere skadelige.«

Canadas seneste modsvar rammer amerikanske varer for omkring 20 milliarder dollar med toldsatser på mellem 15 og 50 procent.

Premierminister Mark Carney har samtidig gjort det klart, at Canada vil forsøge at gøre sig mindre økonomisk afhængig af USA.

De to nabolande er dermed på vej endnu længere ind i en handelskonflikt, der allerede har ramt handel for milliarder.

USA er Canadas største handelspartner. Den canadiske eksport til nabolandet udgør 70 procent af den samlede canadiske eksport.