I videoen herover taler Trump til sine tilhængere på valgnatten, da det stod klart, at han havde vundet.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er ofte kommet i problemer for sine udtalelser. Og nu er det sket igen. Præsidenten skal ifølge flere amerikanske medier have beskrevet en stribe lande som 'lortelande' under et møde i Det Hvid Hus.

I første omgang var det avisen The Washington Post, der kunne berette om historien.

Den kontroversielle udtalelse fra den amerikanske præsident faldt på et møde i Det Ovale Kontor, hvor Trump mødtes med repræsentanter for både det Demokratiske parti og det Republikanske parti for at diskutere immigration.

Her var et af emnerne, at USA bør beskytte immigranter fra Haiti, El Salvador og afrikanske lande i en aftale mellem de to partier. Her skulle Donald Trump have mistet tålmodigheden og have sagt:

»Hvorfor skal vi have alle de her folk fra lortelande til at komme her?« skal Trump ifølge flere personer, som Washington Post har talt med, have sagt.

I stedet for fortalte Trump, at han hellere så flere personer fra lande som Norge komme til USA. Årsagen til, at Trump netop valgte Norge som eksempel, kan findes i, at han onsdag mødtes med den norske statsminister Erna Solberg - her skulle Trump have været meget imponeret over Norges store vandkraftindustri.

'Få dem ud'

Trump skulle også have givet udtryk for, at han gerne vil have flere immigranter fra Asien, da de - i Trumps øjne - er bedre for den amerikanske økonomi, skriver Washington Post.

Efterfølgende skulle Trump have lagt ekstra tryk på Haiti ved at sige:

»Hvorfor skal vi have flere haitianere? Få dem ud.«

Ved mødet deltog den republikanske senator Lindsey Graham og den demokratiske senator Richard Durbin. De fremlagde et forslag om USAs visum-lotteri-program - hvor personer fra bestemte lande kan vinde visum til USA i et lotteri - skal halveres med 50 procent og samtidig prioritere bestemte lande.

Efterfølgende har en talsperson været ude og forsvare præsidentens holdning til immigration - dog uden at komme ind på de specifikke udtalelser og de konkret lande.

»Visse Washington-politikere vælger at kæmpe for andre lande, men præsident Trump vil altid kæmpe for det amerikanske folk. Som andre nationer, der har merit-basseret immigration, kæmper præsident Trump for permanente løsninger, der gør vores land stærkere ved at byde dem velkommen, som kan bidrage til vores samfund, få økonomien til at vokse og assimilere sig ind i vores fantastiske nation,« forklarede Raj Shah, talsperson for præsidenten, i en udtalelse, efter Washington Post først beskrev Trumps udtalelser.

Washington Post bemærker desuden, at Det Hvide Hus ikke benægter Trumps udtalelse.

'Uforskammet'

Trumps bemærkninger fik hurtigt opmærksomhed i det amerikanske politiske landskab, ligesom de også hurtigt fik folk til tasterne på sociale medier.

Flere demokratiske senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus har været ude og kritisere Donald Trump. Også enkelte republikanske politikere har undsagt præsidenten.

Blandt andet har republikanske Mia Love fra Utah, hvis familie er fra Haiti, kaldt Trumps udtalelser for 'uforskammet, splittende, elitære'. Samtidig kalder hun præsidentens 'opførsel' for 'uacceptabel'.

Også den haitianske ambassadør til USA har været ude og kommentere udtalelserne ved at sige, at præsident Trump 'enten er misinformeret eller dårligt skolet om Haiti og dets folk'. Samtidig kunne ambassadøren fortælle, at den haitianske ambassade efterfølgende har fået stribevis af mails fra amerikanere, der siger undskyld for Trumps udtalelser.

I ugens udgave af BTMXs podcast 'Vi elsker clickbait' kan du høre meget mere om Donald Trump. Du kan finde 'Vi elsker clickbait' gratis på iTunes eller herunder: