Trump får stærk kritik for brug af nedsættende ord: 'Ynkeligt og foragteligt'
»Dette er afskyeligt. Valg behøver ikke at handle om grusomhed og løgne,« lyder kritikken fra en tidligere republikansk guvernør.

»Dette er afskyeligt. Valg behøver ikke at handle om grusomhed og løgne,« lyder kritikken fra en tidligere republikansk guvernør.

»Forkasteligt.« »Afskyeligt.« »Væmmeligt.«
Donald Trump modtager lige nu hård kritik for særligt ét ord, han har brugt om en politisk modstander.
For i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, valgte den amerikanske præsident hele tre gange at bruge et nedsættende skældsord om den demokratiske kandidat til Senatet i South Carolina, Annie Andrews.
I opslaget omtalte han hende som 'Trannie'.
Et ord, der i vid udstrækning anses som et hadefuldt og stærkt nedsættende skældsord, når det bruges til at beskrive en transperson.
»Annie 'Trannie' Andrews stiller op mod vores vidunderlige Darline Graham til Senatet i South Carolina,« skrev Trump sent mandag aften dansk tid i sit opslag med henvisning til det kommende midtvejsvalg i november.

Videre beskriver han Darline Graham – som er lillesøster til den afdøde republikanske politiker Lindsey Graham, der var en stor Trump-støtte – som »en person af høj kvalitet«.
»Og det er Annie 'Trannie' ikke, især når det gælder at repræsentere værdierne hos det storslåede folk i South Carolina — hun går ind for transkønnethed for alle, åbne grænser, nedskæringer i politiets budget, høje skatter, et svagt militær og vil absolut kæmpe for at tage jeres våben fra jer — med andre ord er hun imod vores storslåede anden forfatningslov!,« hævder Trump i sit opslag:
»'Trannie' er ikke noget for South Carolina, og South Carolina må ved det kommende valg vise, at den ikke er noget for hende,« tilføjer han.
Siden har flere amerikanske medier – herunder NBC News og CNN – omtalt Trumps opslag og brugen af det nedsættende ord.

I en udtalelse til førstnævnte kommenterer Annie Andrews – som ikke er transkønnet – ikke selve præsidentens brug af det fornærmende ord.
Hun udtaler i stedet blot, at hun vil »samarbejde med hvem som helst for at sætte South Carolina først«:
»Som mor og børnelæge stiller jeg op i dette valg for at kæmpe for mine patienter, mine tre børn og South Carolina,« forklarer hun.
En interesseorganisation for LGBTQ-personer – Human Rights Campaign – har siden skarpt kritiseret Trumps udtalelser og kaldt dem »triste, modbydelige og ynkelige tirader fra en præsident, der er på vej ud af embedet, og hvis popularitet er på et rekordlavt niveau«.
Også Senatets mindretalsleder, demokraten Chuck Schumer, har fordømt Trumps udtalelser:
»Trumps angreb på Annie Andrews er foragtelige,« skriver han på X:
»Annie Andrews er en mor og børnelæge, der altid har sat sit lokalsamfund først — og hun er netop den person, som South Carolina har brug for til at repræsentere dem i Senatet.«
En tidligere republikansk guvernør i South Carolina, David Beasley, har ligeledes taget kraftig afstand fra Trumps udtalelser.
»Dette er afskyeligt. Valg behøver ikke at handle om grusomhed og løgne. South Carolina fortjener bedre,« skriver han på X og tilføjer:
»Jeg opfordrer vælgerne til at se på hver enkelt kandidats kvaliteter og afgive deres stemme derefter. Vi må tage afstand fra politik, der bygger på splid og had.«
Republikanere i delstaten South Carolina har ifølge CNN gentagne gange langet ud efter Annie Andrews for hendes holdninger til spørgsmål vedrørende transkønnede.
Annie Andrews har dog tidligere udtalt, at hun ikke støtter kønsbekræftende kirurgi til mindreårige.
NBC News oplyser, at man har henvendt sig til Det Hvide Hus for en kommentar til Trumps brug af det nedsættende ord, men man er blot blevet henvist til Trumps opslag på Truth Social.