I september var den amerikanske præsident, Donald Trumps, besked til sin justitsminister helt klar. 

'Vi kan ikke vente længere. Dette ødelægger både vores omdømme og vores troværdighed.' 

I et længere opslag på sit eget sociale medie Truth Social talte Trump direkte til sin justitsminister, Pam Bondi, og bad hende rejse sag mod tre af sine politiske modstandere.

Små tre uger senere er to ud af tre nu blevet tiltalt, skriver norske Dagbladet

I opslaget skrev Trump, at han flere gange var blevet spurgt, hvorfor der ikke blev gjort noget ved 'Comey, Adam ‘Shifty’ Schiff og Letitia', som ifølge præsidenten alle er 'skyldige'. 

Donald Trump refererer her til den tidligere FBI-direktør James Comey, den demokratiske senator fra Californien Adam Schiff og New Yorks statsadvokat, Letitia James. 

Alle tre har tidligere været i konflikt med Trump - først og fremmest James Comey for at have undersøgt forbindelser mellem Trump-lejren og Rusland under præsidentvalget i 2016.

Adam Schiff stod i spidsen for den første rigsretssag mod Trump, mens Letitia James førte den civile straffesag om økonomisk svindel mod ham.

Nu er Adam Schiff tiltalt for at have afgivet falske udtalelser, mens Letitia James er anklaget for realkreditsvindel.

Ifølge den norske USA-ekspert Hilmar Mjelde, der er professor i statskundskab, er tiltalerne motiveret af hævn. 

»Alle Trumps politiske modstandere og kritikere kan risikere besværlige og økonomisk dyre undersøgelser. Retsstatsprincippet i USA lever nu farligt,« sagde Mjelde til Dagbladet.