USA's præsident, Donald Trump, er ikke tilfreds med, hvordan Iran-forhandlingerne om Irans atomprogram går.

- Jeg er ikke tilfreds med forhandlingerne. Jeg siger ingen berigelse, siger Trump til fremmødte journalister i havnebyen Corpus Christi i den amerikanske delstat Texas.

USA vil have, at Iran begrænser sit atomprogram.

USA, Israel og flere europæiske lande er bekymrede for, at målet med Irans atomprogram er at fremstille en atombombe. Iran afviser, at det er tilfældet.

Iran fastholder, at dets atomprogram udelukkende har fredelige formål.

Landet siger selv, at berigelsesprogrammet kun har civile formål. Andre mener, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.

Trump har længe ønsket, at Iran kommer til forhandlingsbordet omkring en atomaftale, da han ikke ønsker Iran som atommagt.

Ordene fra Trump kommer en dag efter, at USA's to udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner har forhandlet med iranske repræsentanter i Genève uden at nå frem til en aftale.

Omans udenrigsminister, Sayyid Badr Albusaidi, har dog sagt, at der var betydelig fremgang i forhandlingerne.

USA har militær tilstedeværelse - heriblandt to hangarskibe - i regionen. De afventer Trumps ordre.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, skal have samtaler med Israels premierminister Benjamin Netanyahu 1. og 2. marts i Israel.

I juni angreb USA og Israel nukleare mål i Iran.

Adspurgt om muligheden for magtanvendelse mod Iran siger Trump, at USA har verdens bedste militær.

- Jeg ville elske ikke at bruge det, men nogle gange er man nødt til det, siger han i den texanske havneby.

Præsidenten siger også, at der skal være flere samtaler med Iran senere fredag amerikansk tid. Han siger ikke hvor, men Oman, der har været mediator, har sendt dets udenrigsminister til Washington D.C. i USA fredag.

Her skal han mødes med USA's vicepræsident J. D. Vance, siger en kilde til Reuters.

/ritzau/Reuters