Trump er ikke tilfreds med Iran-aftale
Ifølge iransk stats-tv har Iran tidligere onsdag modtaget uofficielt udkast til et forståelsesdokument med USA.

Ifølge iransk stats-tv har Iran tidligere onsdag modtaget uofficielt udkast til et forståelsesdokument med USA.

USA's præsident, Donald Trump, er endnu ikke tilfreds med en eventuel aftale med Iran.
Det siger præsidenten under et regeringsmøde i Det Hvide Hus onsdag, skriver Reuters.
- Iran er meget opsat på det, de vil meget gerne lave en aftale. Indtil videre er de ikke nået i mål. Vi er ikke tilfredse med det, men det bliver vi. Enten det, eller også bliver vi nødt til at gøre arbejdet færdigt, siger Trump.
Tidligere på dagen onsdag lød meldingen i iransk stats-tv ifølge Reuters, at det iranske styre har modtaget et uofficielt udkast til et fælles forståelsesdokument mellem Iran og USA.
Her fremgik det ifølge mediet, at Iran – på visse betingelser – skal sikre, at den kommercielle skibstrafik i Hormuzstrædet i løbet af en måned kommer tilbage til samme niveau som før krigen i landet.
Til gengæld for genåbningen af Hormuzstrædet skal USA ophæve sin blokade rettet mod iranske havne og trække sine styrker ud af Irans nærområde, lød det.
Det Hvide Hus kalder ifølge nyhedsbureauet AFP de iranske rapporter om et forståelsesdokument for "komplet fabrikation".
På regeringsmødet onsdag aften er der også ifølge Trump en noget anden tidsfrist for åbningen af strædet.
Trump siger, at strædet vil åbne øjeblikkeligt ved en eventuel rammeaftale. Han tilføjer desuden, at ingen lande vil kontrollere Hormuzstrædet i sådan et scenarie.
I weekenden lød det fra den amerikanske præsident, at en aftale med Iran var tæt på, men onsdag siger Trump, at han ikke har travlt med at nå en aftale, skriver AFP.
På regeringsmødet lyder det fra USA's udenrigsminister, Marco Rubio, at der trods alt er blevet gjort fremskridt i forhandlingerne.
Samme dag meddeler Mohammad Akbarzadehen, der er en højtstående embedsmand fra Irans Revolutionsgarde, at muligheden for en tilbagevenden til krigen er lav "på grund af fjendens svaghed".
/ritzau/