Demokraten Joe Biden holder lav profil i dagene op til den sidste tv-duel mod præsident Donald Trump.

Mens præsident Donald Trump fører en hektisk og meget synlig valgkamp, har hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, holdt en noget lav profil i de seneste dage forud for den sidste tv-duel, som finder sted torsdag aften (natten til fredag dansk tid).

Trump holder sig i overskrifterne ved at rejse fra stat til stat, hvor han mødes af en stærkt kritisk presse. Biden har derimod tilbragt flere dage i sit hjem i Delaware for at forberede sig på torsdagens debat. Et af de få spørgsmål, han har besvaret i de seneste dage, er, hvilken milkshake han foretrækker.

- Dagens spørgsmål til Joe Biden: Er du gået i dækning i denne uge, siden du ikke har svaret på andet end milkshake-relaterede spørgsmål?, lyder et spørgsmål fra The New York Times-reporteren Jonathan Martin på Twitter.

Hans iagttagelse støttes af en række andre journalister, deriblandt Richard Benedetto, som er tidligere korrespondent i Det Hvide Hus for USA Today.

Biden har været under hårdt pres fra republikanerne på grund af en række påstande om sønnen Hunters aktiviteter i Ukraine, som er berygtet for udbredt korruption.

Joe Biden har ikke selv fået mange spørgsmål om sin søn, og han har affejet de få, som han er blevet stillet.

77-årige Biden har i måneder været forholdsvis lidt tilgængelig - mindre end nogen anden præsidentkandidat i lang tid. Officielt er det coronavirus, som er baggrunden for hans tilbageholdenhed.

Men Benedetto mener, at det kan skyldes, at Biden har vundet terræn på at holde lav profil.

- Hvis jeg var kandidat og havde set, at jeg kunne slippe afsted med ikke at besvare en masse spørgsmål, hvorfor skulle jeg så ikke fortsætte med det?, siger han i en kommentar, hvor han kritiserer amerikanske journalister for ikke at gå hårdt nok til Biden.

Hvis alle de journalister, som dækker Biden, havde sagt, at han undgår dem, så ville det være blevet et mantra, og folk ville forstå, hvad der sker. Men hvis ingen siger det, er der ingen, som ved det, siger Benedetto, som i dag er professor ved American University i Washington.

Flere iagttagere har også sagt, at tv-stationerne er gået hårdt til Trump, mens Biden blandt andet fik let spil, da han i sidste uge blev interviewet af ABC's George Stephanopoulos, som tidligere har arbejdet for Bill Clinton.

Trump afbrød tirsdag et interview med CBS News-programmet "60 Minutes" før tid og truede med at lægge det på Twitter.

Joe Biden er dog langt mere synlig end Trump i tv-reklamer, da den demokratiske kandidat ventes at bruge dobbelt så mange penge som den republikanske milliardær på tv-annoncer.

/ritzau/AFP