Han har gjort det før. Og nu har han gjort det igen.

Donald Trump har natten til onsdag dansk tid delt en video skabt af kunstig intelligens. En video, hvor han endnu en gang stikker til nabolandet mod nord – og har den amerikanske præsident selv i centrum.

Udgivelsen af videoen er kommet midt en periode, hvor Trump har skærpet tonen over for Canada, efter handelsforhandlinger mellem de to lande i august brød sammen.

I sidste uge kulminerede det, da han underskrev en præsidentforordning, der formelt ændrer navnet på Ontariosøen, som befinder sig mellem den canadiske delstat Ontario og den amerikanske delstat New York.

Trump insisterer på, at søen nu skal hedde 'Lake America' – i stedet for 'Lake Ontario'.

»Vi vil med øjeblikkelig virkning ændre navnet på Ontariosøen til Lake America,« lød det fra præsidenten ifølge The Hill i sidste uge.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her i Det Hvide Hus den 31. august. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Siden har det udviklet sig til et verbalt slagsmål – særligt på de sociale medier – mellem USA og Canada, som holder fast i, at søen skal hedde 'Lake Ontario'.

Ved selve søen har Canada af samme grund sat et nyt skilt op med teksten:

'Lake Ontario. Nu og altid'.

»Bare i tilfælde af at præsident Trump eller nogen anden skulle glemme det, har vi sat dette skilt op for at minde dem om, at det er Lake Ontario, nu og for altid,« forklarede Ontarios premierminister, Doug Ford, ifølge BBC i den forbindelse.

Natten til onsdag har Trump så sendt den seneste stikpille afsted mod nabolandet i form af en ny video skabt med hjælp fra kunstig intelligens, også kaldet AI.

I videoen, der varer 20 sekunder, ser man først en udsigt over søen og et skilt, hvor der står: 'Velkommen til Lake Ontario'.

Kort efter dukker en figur, der skal forestille Donald Trump, dog op fra venstre side, mens han bærer på et andet skilt, hvorpå der står: 'Velkommen til Lake America'.

Derefter ses Trump i videoen gå hen mod det første skilt, vælte det med et spark og i stedet opsætte det nye skilt.

Efter et kort klip i videoen ses Trump-figuren derefter de sidste 11 sekunder stå bag skiltet og danse på samme måde, som præsidenten er blevet kendt for at gøre det til sine vælgermøder i virkeligheden.

Præsidenten har ikke skrevet nogen tekst til selve videoen, som blev delt klokken 03.30 dansk tid.

Natten til onsdag er det også kommet frem, at techgiganten Apple har omdøbt søen Lake Ontario til Lake America i selskabets kort-app efter en ordre fra netop Donald Trump.

Det kan du læse mere om i artiklen HER.