USA's præsident, Donald Trump, er til en mindehøjtidelighed for den dræbte aktivist Charlie Kirk en af de eneste talere, der nævner gerningspersonen bag drabet.
Det skriver det amerikanske medie CNN.
Søndag aften dansk tid mindes titusindvis af amerikanere højrefløjsaktivisten Charlie Kirk ved et arrangement i delstaten Arizona.
Fra Trump lyder det på scenen, at Kirk blev dræbt af et radikaliseret og koldblodigt monster.
- Han blev på brutal vis dræbt, fordi han talte for frihed og retfærdighed, for Gud, landet, for forstand og for sund fornuft, siger Trump.
31-årige Charlie Kirk blev onsdag i sidste uge skudt og dræbt, mens han talte ved et arrangement på Utah Valley University.
Den 22-årige Tyler Robinson er blevet anholdt og anklaget for skyderiet. Trump nævner i sin tale dog ikke Robinson ved navn.
Præsidenten kalder på scenen Kirk for den største evangelist for amerikansk frihed.
- Ingen af os vil nogensinde glemme Charlie Kirk, og det vil historien heller ikke nu.
Ifølge Trump hadede Charlie Kirk ikke sine modstandere - og han ønskede dem det bedste.
- Det er der, jeg er uenig med Charlie. Jeg hader mine modstandere. Og jeg ønsker dem ikke det bedste, siger Trump ifølge BBC, hvilket udløser latter og jubel fra tilskuerne.
Mindehøjtideligheden finder sted på det amerikanske fodboldstadion State Farm Stadium, hvor der er plads til flere end 60.000 mennesker.
Inden Trump indtog scenen, talte Charlie Kirks enke, Erika Kirk, til publikum.
Også hun henviste til gerningspersonen, som hun tilgiver, lød det, hvilket ifølge CNN udløste stående klapsalver fra publikum.
- Jeg tilgiver ham, sagde hun, og citerede så Jesus:
- Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
Erika Kirk forklarede samtidig, at hendes mands mission var at redde unge mænd fra det, hun beskriver som utilfredsstillende liv opslugt af bitterhed, vrede og had.
- Han ville redde unge mænd, præcis som den (unge mand, red.), der tog hans liv, sagde hun uden at nævne Tyler Robinsons navn.
Erika Kirk er blevet udnævnt som administrerende direktør for den konservative studenterbevægelse Turning Point USA, som Charlie Kirk var medstifter af.
Også vicepræsident J.D. Vance var søndag på scenen. Her sagde han blandt andet, at Kirk har bygget en bevægelse, som har ændret kursen i amerikansk historie.
/ritzau/