Trump bygger igen ved Det Hvide Hus: 'Det bliver virkelig en smuk ting'
Så har den amerikanske præsident igen sat sig for at præge omgivelserne ved embedsboligen.

Så har den amerikanske præsident igen sat sig for at præge omgivelserne ved embedsboligen.

Så er Donald Trump i gang igen.
Endnu et større byggeprojekt ved Det Hvide Hus har fået præsidentens opadvendte tommelfinger – og det er allerede i færd med at blive konstrueret.
»Det bliver virkelig en smuk ting,« siger han ifølge Time.
I denne omgang er der tale om en helikopterlandingsplads, en såkaldt 'helipad', der bliver placeret lige foran den kendte embedsbolig i Washington, D.C.
Faktisk er det lige dér på den store græsplæne, hvor der for kort tid siden blev opført en midlertidig kamparena, da der blev afviklet et UFC-stævne.
Prisen er fem-seks millioner dollar, altså 30-40 millioner kroner.
Men Donald Trump har fortalt, at alle udgifter vil blive dækket af selskabet Sikorsky, der samtidig står bag den nye præsidentielle helikopter, Marine One.
»De fortalte os ikke, hvor kraftfulde de nye helikoptere er, og de føler sig lidt skyldige,« siger præsidenten.
I årtier har man ofte set den siddende amerikanske præsident stige direkte på græsset, når han har forladt sin helikopter ved Det Hvide Hus.
Men det har med den nye Marine One haft sine komplikationer.
»Det er ikke sådan, at græsset er blevet misfarvet,« siger Donald Trump:
»Det er blevet flået op.«
I stedet kommer der altså en decideret landingsplads. Og den vil også have Det Hvide Hus' segl skåret ud i grant.