USA's præsident, Donald Trump, takker søndag aften mediet The Daily Telegraph for det, han kalder afsløringer af korrupte journalister.

Det sker i et opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social.

Det sker, efter at det britiske medie BBC's generaldirektør, Tim Davie, søndag er trådt tilbage fra sin stilling efter kritik for en påstået partisk nyhedsdækning.

Også BBC-nyhedschefen Deborah Turness stopper.

- De øverste folk i BBC, inklusive chefen Tim Davie, siger alle op/er blevet fyret, fordi de blev taget i at "forfalske" min meget gode (perfekte!) tale fra 6. januar, skriver Trump.

Han mener, at BBC-toppen reelt prøvede at påvirke det amerikanske valg.

- Tak til The Telegraph for at afsløre de her korrupte "journalister". De er meget uærlige personer, som forsøgte at tippe vægtskålen i et præsidentvalg, lyder det.

Omdrejningspunktet for sagen er en BBC-dokumentar om Trump, som blev sendt ugen før det amerikanske præsidentvalg sidste år.

I dokumentaren "Trump: En chance til?" vises et klip af Trump, der holder en tale den 6. januar 2021 i kølvandet på Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

Ifølge mediet The Guardian blev den klippet sammen på en måde, så det virkede som om, at han direkte opfordrede til urolighederne ved Capitol Hill i 2021.

Kritikken af dokumentaren stammer fra et internt dokument fra en tidligere BBC-rådgiver, som The Daily Telegraph i flere dage har skrevet om.

Foruden Trump-dokumentaren kritiseres BBC i det lækkede dokument også for ikke at være upartiske i dækningen af krigen i Gaza og i dækningen af transpersoner.

- Oveni alt det andet er de fra et fremmed land. Et land, som mange betragter som vores allierede nummer ét. Sikke en frygtelig ting for demokratiet, slutter Trump sit opslag.

BBC skriver, at det er første gang, at Trump kommenterer kontroversen om dokumentaren fra 2024.

Mediet beskriver også, at Trump og hans administration flere gange tidligere har karakteriseret store nyhedsmedier som forudindtagede mod Trump-administrationen.

/ritzau/