Da Donald Trump beordrede en militær blokade af sanktionerede olietankere, der sejler til og fra Venezuela natten til tirsdag, satte han gang i en slags dominoeffekt.
Det betyder, at oliepriserne kommer til at stige.
Onsdag er de oppe med omtrent én procent ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tirsdag var oliepriserne ellers tæt på at nå det laveste niveau i fem år.
En tønde af Brent-olie koster i skrivende stund omkring 60 amerikanske dollar, hvilket er lidt over én amerikansk dollar mere end i går.
På den måde rammer USA kernen i Venezuelas økonomi – landets vigtigste indtægtskilde.
Landets adgang til amerikanske dollar er – stort set – bundet op på salg af råolie, og de amerikanske restriktioner har allerede bragt økonomien i Venezuela tæt på hyperinflation.
Finansmediet Bloomberg skriver, at private økonomer peger på, at inflationen kommer til at være mere end 400 procent ved årsskiftet.
De peger på, at en længerevarende forstyrrelse af Venezuelas olieeksport kan påvirke det globale marked – særligt i Kina, lyder det.
Trumps beslutning markerer samtidig en væsentlig optrapning af presset mod Venezuelas præsident Nicolás Maduros regering.

