»Det lugter så grimt,« udbrød en person på et rådhus i staten Minnesota.
Fra talerstolen bad politikeren Ilhan Omar om en serviet til at tørre sin trøje af.
Den 43-årige somalisk-amerikanske kongresmedlem var i fuld gang med at tale om præsident Donald Trumps hårdhændede indsats for at udvise immigranter i Minnesota, da hun blevet overdænget af en mystisk væske fra en sprøjte.
Gerningsmanden kom farende op fra tilskuerrækkerne, skriver New York Post, som har gengivet episoden. Det var en 55-årig mand ved navn Anthony Kazmierczak, som nu er anholdt.
Væsken var ravgul. Et byrådsmedlem fortæller til New York Post, at den lugtede af eddike eller ammoniak.
»Jeg fik kvalme,« siger hun til mediet. »Jeg gik udenfor og kastede op, for stanken var så kraftig.«
Du kan se optrinnet ovenfor.
Gerningsmanden har på sin Facebook-profil skrevet opslag til støtte for Trump. Og netop Trump er en politisk fjende af Ilhan Omar, ofret for den mystiske væske. De to har tidligere angrebet hinanden, og præsidenten har blandt andet appelleret til, at hun bliver »sendt tilbage til Somalia.«
Trump har for nylig rettet sit skyts mod Omar i forbindelse med en stor skandale i Minnesota, hvor somalisk-amerikanske indbyggere anklages for grov svindel med velfærdsmidler.
Ifølge New York Post hævder præsidenten, at Omar, som altså selv er af somalisk baggrund, »ved alt, hvad der er at vide« om svindlen, ligesom han har annonceret, der vil blive indledt en efterforskning af hendes formue.
Om tirsdagens angreb siger han ifølge New York Post: »Hun fik sikkert sig selv besprøjtet, hvis jeg kender hende ret.«
Trump siger videre til mediet, at han ikke har optagelser fra hændelsen: »Jeg tænker ikke på hende. Jeg synes, hun er en svindler.«
Da Omar blev overdænget med den ravgule væske, opfordrede hun i sin tale til at afskaffe ICE, som er den amerikanske myndighed, Trump har sendt til Minnesota for at udvise immigranter. I forbindelse med Trumps aktion er to civile amerikanere blevet slået ihjel af føderale betjente.

