Trump amok på komiker i rekordlang tirade: 'Var fuld i Det Hvide Hus'
Den amerikanske præsident bruger mere end 1.300 ord på sit voldsomme angreb.

Den amerikanske præsident bruger mere end 1.300 ord på sit voldsomme angreb.

Donald Trump holder sig ikke tilbage.
I en lang tirade er han gået voldsomt til angreb på den amerikanske komiker og tv-vært Bill Maher, der for kort tid siden var på besøg hos den amerikanske præsident.
'Han så forfærdelig ud denne gang. Bill var fuld og havde alkohol på sin hånd, da han gik gennem Det Hvide Hus,' skriver Donald Trump på sit sociale medie, Truth Social.
Her bruger han hele 1.323 ord i et meget langt opslag på at hudflette sin nylige gæst, og ifølge CNN er der faktisk tale om det længste opslag på sociale medier, som præsidenten nogensinde har lavet – ud af 97.455 styk siden 2011.
'Lad os tale om den fuldstændige og totale taber Bill Maher,' som det lyder indledningsvist.
Donald Trump kalder også Bill Maher for et 'kæmpe pothoved':

'Han må stoppe. Det er ikke godt for hans helbred,' skriver han.
Det skal siges, at Bill Maher ofte er særdeles kritisk over for den amerikanske præsident i sit talkshow, 'Real Time with Bill Maher'.
Og skal man tro Donald Trumps opslag, skulle det dog ikke mindst være taget til efter netop besøget for ti dage siden i Det Hvide Hus, som Bill Maher faktisk også selv har omtalt.
'Han er gået helt amok, men han har ingen rygrad, for han nød hver eneste minut,' som det lyder fra præsidenten om middagen.
Endelig slår Donald Trump fast, at han aldrig vil se Bill Mahers program igen.
'Bill, lad være med nogensinde at ringe til mig igen,' lyder det også.
Komikeren og tv-værten har ikke kommenteret på præsidentens opslag.