En delvis nedlukning af den offentlige sektor i USA ser ud til at fortsætte noget tid endnu.
Således afviser præsident Donald Trump at opgive sit krav om at få afsat penge på næste års finanslov til sin udskældte grænsemur mod Mexico - et krav som Demokraterne gentagne gange har nægtet at efterkomme.
Lørdag blev der lukket for finansieringen af dele af den offentlige sektor.
Med præsidentens udmelding risikerer nedlukningen at fortsætte ind i det nye år.
På et besøg hos amerikanske soldater i Irak onsdag lovede præsidenten, at han "vil gøre alt, hvad der skal til" for at sikre penge til grænsemuren.
- Vi er nødt til at have en mur. Vi er nødt til at have beskyttelse, siger præsidenten.
Omkring 420.000 ansatte i det føderale system må på grund af nedlukningen arbejde uden løn. Yderligere 380.000 er blevet tvunget på orlov.
Det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Mark Meadows siger, at præsidenten står fast på sit krav om finansiering til muren.
Han tilføjer, at forhandlingerne mellem Demokraterne og Republikanerne er gået i hårdknude.
- Hvis de (Demokraterne, red.) tror, at præsidenten vil give efter på dette emne, så har de fejltolket ham, siger han.
Og hos Demokraterne er der tilsyneladende heller ikke den store vilje til forhandling.
Således har Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, tidligere sagt, at en finansiering af grænsemuren aldrig vil blive godkendt.
- Så hvis du vil åbne statsapparatet, så er du nødt til at opgive grænsemuren. Så enkelt er det, sagde Schumer.
/ritzau/AP
