Trump afviser at støtte Vance: 'Alt for tidligt at tænke på'
Under en pressebriefing i Det Hvide Hus fredag blev Trump spurgt direkte, om han officielt støtter Vance som præsidentkandidat.

Under en pressebriefing i Det Hvide Hus fredag blev Trump spurgt direkte, om han officielt støtter Vance som præsidentkandidat.

I kulisserne forlyder det, at USAs præsident, Donald Trump, allerede har udpeget JD Vance som den mand, der skal overtage hans plads i Det Republikanske Parti.
Det skulle angiveligt være sket på et privat møde med republikanske donorer. Men offentligt har piben en lidt anden lyd fra Trump.
Det skriver norske Nettavisen.
Under en pressebriefing i Det Hvide Hus fredag blev Trump spurgt direkte, om han officielt støtter Vance som præsidentkandidat på baggrund af oplysningerne fra mødet.
»Nej. Jeg har hørt om det. Jeg synes, han er fantastisk, men det er alt for tidligt at tænke på sådan noget,« svarede Trump på briefingen.
Spørgsmålet kommer, efter at Trump for nylig mødtes med republikanske donorer i Det Ovale Kontor. Her skulle han ifølge to af The Washington Posts kilder have sagt:
»I sidste ende er vi nødt til at få JD valgt.«
Flere af Trumps rådgivere understreger dog, at præsidenten endnu ikke nødvendigvis har besluttet, hvem han vil støtte.
Trump har tidligere fremhævet både vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio som mulige efterfølgere.
Det næste amerikanske præsidentvalg finder sted i 2028.