Forkert, forkert, forkert. 

Den amerikanske præsident er på sit eget medie, Truth Social, kommet med en række postulater om Canada, som viser sig at være decideret usande. 

Det skriver CNN, som har faktatjekket den amerikanske præsident. 

USA og Canada er i en omfattende handelskrig, hvor begge lande har øget tolden på en række af hinandens produkter.

Og det er i den forbindelse, at Donald Trump har pustet sig op på sociale medier med en række udsagn, der har vist sig er være decideret forkerte. 

Mandag skrev han nemlig på Truth Social, at Canadas arbejdsløshed lå på ti procent, ligesom den amerikanske præsident påstod, at den er støt stigende.

Men det er altså ikke rigtigt. I juli faldt arbejdsløsheden i Canada for tredje måned i træk og lå på 6,4 procent, hvilket er det laveste niveau i to år.

Canadas premierminister, Mark Carney, og Donald Trump er den seneste uge gået i kødet på hinanden.  Foto: Dave Chan Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

I et andet bombastisk opslag hævdede Donald Trump, at Canada har mere brug for USA, end USA har brug for Canada.

'De føler sig berettigede, men VI HAR IKKE BRUG FOR CANADA – DET ER DEM, DER HAR BRUG FOR OS! 95 procent af deres handel foregår med USA. Med os er det lige omvendt,' skriver Donald Trump. 

Men det er altså også løgn, ifølge CNN.

I virkeligheden er det 'kun' 72 procent af Canadas vareeksport, der går til USA. Det er den laveste procent siden 1980'erne.

Angiveligt har flere canadiere boykottet amerikanske produkter som følge af Trumps voldsomme meldinger om Canada siden hans tiltrædelse som præsident.

Flere løgne 
Det er ikke kun de to ovenstående usandheder, som Donald Trump kom med mandag. 

Den amerikanske præsident var også ude med hård kritik af Canadas tariffer på amerikanske landbrugsprodukter.

'Canadas latterligt høje toldsatser på vores landmænd og landbrugsprodukter har gjort livet umuligt for disse store amerikanske patrioter og har i lang tid skabt et underskud på 60 milliarder dollar mellem vores to lande,' hævdede Trump.

Men det er altså heller ikke rigtigt.

Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) oplyser på sin egen hjemmeside, at næsten alt amerikansk landbrugseksport til Canada er helt toldfri. 

Ifølge data fra Verdenshandelsorganisationen (WTO) er cirka 97 procent af den amerikanske landbrugseksport til Canada toldfri, og aftalerne mellem de to lande ligner hinanden.

Mediet hævder også, at USA’s handelsunderskud over for Canada primært skyldes USA’s import af canadisk energi og altså ikke toldsatserne, som Trump hævder.