Trump advarer igen om mulige nye angreb mod Iran
Ifølge Trump "tigger" Iran om en fredsaftale med USA. Kommer der ikke en, kan USA genoptage angreb, siger han.

Ifølge Trump "tigger" Iran om en fredsaftale med USA. Kommer der ikke en, kan USA genoptage angreb, siger han.

Det kan blive nødvendigt for USA at rette nye angreb mod Iran.
Det meddeler USA's præsident, Donald Trump, tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg var en time fra at tage beslutningen om at gøre det i dag, siger han til journalister i Det Hvide Hus.
Mandag meddelte han, at han havde sat en planlagt genoptagelse af angreb på pause, efter at Iran havde sendt et nyt forslag til en fredsaftale.
Trump gentager samtidig sin påstand om, at Iran "tigger" om at få en fredsaftale på plads med USA.
Hvis der ikke bliver indgået en aftale, kan der komme nye angreb fra amerikansk side inden for de næste dage, lyder det fra Trump.
- Jeg taler om to-tre dage, måske fredag, lørdag, søndag eller noget, måske i begyndelsen af næste uge, en begrænset tidsperiode, for vi kan ikke lade dem få et atomvåben.
De to lande har sendt forslag til en fredsaftale til hinanden, men har indtil videre ikke kunnet enes.
Tidligere tirsdag skrev statslige iranske medier, at det seneste udspil fra Iran omhandler et stop for kamphandlinger på alle fronter, herunder Israels angreb mod Hizbollah-bevægelsen i Libanon.
Iran kræver også, at amerikanske styrker skal trække sig tilbage fra deres positioner tæt på Iran, og at USA skal kompensere Iran for de ødelæggelser, der er sket under de amerikansk-israelske angreb mod landet.
Viceudenrigsminister Kazem Gharibabadi siger ifølge det iranske nyhedsbureau Irna, at Iran også ønsker sanktioner ophævet, herunder frigivelsen af indefrosne midler.
Iran vil også have USA til at afslutte sin blokade af iranske havne, siger viceministeren videre.
Der er tilsyneladende ikke de store ændringer i forhold til det seneste forslag fra Iran, som Trump afviste og betegnede som "affald".
Trump har flere gange tidligere udtrykt håb om, at en snarlig aftale med Iran vil afslutte konflikten. Han har også flere gange tidligere truet med at genoptage angrebene mod landet.
På nuværende tidspunkt er der en midlertidig våbenhvile i kraft.
/ritzau/Reuters