Tidligere fredag kom det frem, at fire israelske soldater er blevet dræbt i kamp i det sydlige Libanon.

Det får den israelske minister for national sikkerhed Ben-Gvir til at sige, at hele Libanon »skal brænde«. 

Israel bekæmper den Iran-støttede terrorbevægelse Hizbollah, der fra libanesisk territorium bekriger netop Israel. 

»Med al respekt for amerikanerne må Israel gøre det klart for hele verden, at vores sønners blod og vores borgeres sikkerhed ikke kan ofres. Hele Libanon skal brænde,« skriver Ben-Gvir i et indlæg på X.

»Vores højeste pligt er at beskytte Israels borgere og IDF’s soldater, og denne forpligtelse har forrang for alle andre hensyn. Jeg har sagt til premierministeren (Benjamin Netanyahu, red.) under vores private møder: For hver tåre fra en israelsk mor skal tusind libanesiske mødre græde,« lyder det i opslaget. 

Han tilføjer, at man i regionen er nødt til »at udslette og knuse terroren.«

Onsdag indgik USA og Iran en aftale, som også omfatter Libanon. Israel er dog ikke med i fredsaftalen.

Derfor er der fra USA og Iran stort fokus på, om kampene mellem Israel og Hizbollah fortsætter i Libanon.