Det gik verden rundt, da lokale indbyggere på Mallorca fandt vandpistolerne frem og sprøjtede på turister i protest mod masseturisme.

Nu frygter borgmesteren i en af kommunerne på den norske øgruppe Lofoten, at utilfredsheden blandt de lokale kan udvikle sig i samme retning.

Det skriver norske Børsen.

Advarslen fra Vågans borgmester, Vidar Thom Benjaminsen, kommer, efter at seks store hotelaktører i området har bedt Lofoten-kommunerne om at vente med at indføre et såkaldt »indkvarteringsgebyr« til 1. januar 2028.

Gebyret udgør tre procent af overnatningsprisen før moms. Bliver det indført inden 2028, truer hotelaktørerne med, at de berørte hoteller vil trække sig fra Destination Lofoten.

Men borgmesteren vil ikke vente, og han vurderer samtidig, at gebyret kan indbringe op mod 60 millioner norske kroner til Lofoten.

»Vi kan ikke tillade, at udviklingen går så langt, at vi ender med Mallorca-lignende tilstande, hvor de lokale finder vandpistoler,« siger han til Børsen.

Lofoten oplever da også et boom i turismen.

Alene i 2025 blev der registreret 807.742 gæstenætter på hoteller, campingpladser, hyttebyer og vandrerhjem.

Det er 11,6 procent flere end året før.

Pengene fra indkvarteringsgebyret skal ifølge myndighederne bruges på offentlige goder og tiltag relateret til turisme.