En pakistansk mand er tiltalt for ved et æresdrab at have dræbt ikke færre end ni personer. Blandt de dræbte er mandens kone og deres to børn.

Manden troede simpelthen, at hans kone var ham utro, og det fik ham til at gå amok i byen Multan.

Han startede med at affyre skud mod mange af dem. Blandet andet sin datter på otte år og sønnen på fire, som begge døde.

De øvrige, der blev dræbt, er konens mor, hendes tre søstre og to af søstrenes børn, skriver The Independent.

Efter at have skudt mod de mange familiemedlemmer låste han dem inde og satte ild til huset.

Den dræbte ægtefælles bror siger, at han og hans far var de eneste, der undslap angrebet. Det skriver Dagbladet.

»Jeg har kun min far tilbage. Hele min familie er borte,« siger han.

Politiet er ikke i tvivl om, at motivet var, at manden troede, at konen var utro. Ifølge politiet har han tilstået drabene.

Det er åbenbart tale om et æresdrab. Han så et foto af sin kone og en anden mand og antog straks, at hun måtte være ham utro.

Mandens far er også tiltalt for drab. Han skal have været til stede i huset, da det hele skete.

Ovenikøbet leder politiet efter den tiltalte mands bror. Ham mener de også har spillet en rolle.

Flere hundrede pakistanske kvinder bliver hvert år dræbt i såkaldte æresdrab. Men antallet er faldet, efter at en ny lov kom til i 2016.

Æresdrabet på Qandeel Baloch, en stjerne på de sociale medier, fik den pakistanske regering til at lave en ny lov.

Nu er det ikke længere muligt for gerningsmanden at gå fri, hvis offerets familie tilgiver ham.

Nu giver æresdrab livstidsfængsel i Pakistan.