Søndag skete det igen.
Danskerparadiset Tenerife blev ramt af en tragedie, som kostede tre personer livet – og som aldrig burde være sket.
Mindst tre personer er omkommet, og flere blev kvæstet, efter at en stor bølge søndag ramte et naturligt havvandsbassin i området Los Gigantes på den spanske ferieø Tenerifes sydlige kyst.
Bassinnet er en yndet turistattraktion... under normale omstændigheder.
Men omstændighederne var bestemt ikke normale søndag, skriver lokalmediet El Día.
Og det skaber en hel del frustration i Danskerparadiset.
»Søndagens tragedie er et eksempel på den uforsigtighed, som nogle badegæster og brugere af disse kystområder udviser,« skriver El Día.
Sagen er nemlig den, at de lokale myndigheder i dagevis havde afspærret området omkring det naturlige havvandsbassin ved Los Gigantes, da kæmpebølgen forårsagede tragedien.
Samtidig havde myndighederne advaret befolkningen og turisterne mod at opholde sig helt tæt ved kysten på grund af voldsomt vejr og den medfølgende risiko for netop farlige fænomener så som kæmpebølger.
De tre omkomne personer er alle turister. To af dem er fra Italien og Slovakiet, mens den tredje døde persons identitet endnu ikke er blevet oplyst.
Flere andre turister blev fløjet til et nærliggende hospital med kvæstelser efter at kæmpebølgen ramte ved Los Gigantes.
En person er blevet genoplivet efter et hjertestop.
I starten af november var der ligeledes tre personer, der omkom, efter at Tenerife blev ramt af voldsomt vejr og store bølger.
