Trods anholdelser af to personer er de stjålne Louvre-juveler endnu ikke blevet fundet.

Det oplyser Laure Beccuau, der er offentlig anklager i Paris, på et pressemøde onsdag, skriver Reuters.

- Jeg vil gerne forblive håbefuld, at de (juvelerne red.) vil blive bragt tilbage til Louvre og i en bredere forstand til nationen, lyder det.

De to mænd, som er anholdt i forbindelse med røveriet, mistænkes ifølge anklageren for at være dem, der brød ind i Louvre.

De to har delvist erkendt deres involvering i røveriet, siger Beccuau.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at mændene vil blive anklaget efter en paragraf, som kan give op til 15 års fængsel.

Der er tale om to mænd i 30'erne, som i forvejen er kendt af politiet.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at røverne kom fra selve museet, siger anklageren.

I alt menes der at have været fire gerningsmænd til røveriet.

Røveriet mod museet i Paris skete 19. oktober, hvor der blev stjålet otte dyrebare juveler.

Det gælder blandt andet en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig, som han blev gift med i 1810.

Røveriet skete omkring klokken 09.30, da museet allerede havde været åbent en time.

Røverne brugte en møbelkran og vinkelslibere til at komme ind i Gallerie d'Apollon, hvor blandt andet flere af de franske kronjuveler er udstillet.

To af de fire gerningsmænd brugte møbelkranen til at kravle op på en altan, hvorefter de brugte vinkelslibere til at komme ind ad et vindue.

Da de kom ind i Gallerie d'Apollon, truede de museumsvagter med vinkelslibere. Det har Laure Beccuau tidligere udtalt.

Røveriet tog blot nogle få minutter, hvorefter gerningsmændene flygtede på scootere.

/ritzau/