Under efterforskningen af en korruptionssag mod en tidligere minister har myndighederne i Ungarn fundet kontanter for samlet 20 millioner dollar i blandt andet skovområder, landbrugsbygninger og varelagre.

Beløbet svarer til 136 millioner kroner.

Efterforskningen er rettet mod Miklos Sesztak, der var udviklingsminister under Viktor Orban fra 2014 til 2018, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Under eftersøgningen fandt efterforskerne store kontantbeløb begravet i skove, skjult i landbrugsbygninger, varelagre og en beboelsesejendom og opbevaret i en pengeboks på en afsides lokation, lyder det i en udtalelse fra Ungarns nationale kontor for beskyttelse af værdier.

Kontanterne var fordelt på ungarsk forint, euro og dollar. Myndighederne fandt 5,07 milliarder forint, 2,66 millioner euro og 1,26 millioner dollar.

I alt er to tidligere ministre under Orban og den tidligere centralbankchef Gyorgy Matolcsy anholdt og mistænkt for korruption.

De har alle nægtet sig skyldige.

Desuden er Viktor Orbans bror, Aron Orban, for nyligt blevet anholdt i en sag om menneskesmugling. Det meddelte Ungarns premierminister, Peter Magyar, tidligere på ugen.

Viktor Orban var premierminister i Ungarn fra 1998 til 2002 og igen fra 2010 til 2026. Han måtte forlade posten efter parlamentsvalget i april 2026, som han og det højrenationale parti Fidesz tabte til oppositionen.

Herefter blev Peter Magyar fra det konservative og EU-venlige parti Tisza premierminister.

Magyar har ifølge Reuters sagt, at fundet af de mange millioner signalerer en afslutning på det, han beskriver som en mafia, der har været ledet af Orban og hans parti gennem de mange år, hvor Orban har været premierminister.

Efterforskningen af Miklos Sesztak, den tidligere kulturminister Balázs Hankó og den tidligere centralbankchef er en del af en indsats, som har fået navnet "Operation Purgatory" eller på dansk: Operation Skærsilden.

RITZAU