Treårige Noah forsvandt fra legeplads og blev fundet død: Nu løftes sløret for flere detaljer
Under en retlig høring af sagen i Ipswich er det kommet frem, at drengen havde forladt legepladsen »gennem et hul i hegnet«.

Under en retlig høring af sagen i Ipswich er det kommet frem, at drengen havde forladt legepladsen »gennem et hul i hegnet«.

Der er fredag kommet nye detaljer frem i sagen om den treårige Noahs tragiske død.
Han blev efterlyst, da han forsvandt fra en legeplads i den britiske landsby Merriam Close, og han blev senere fundet afgået ved døden i en dam. Nu står det klart, hvordan han formåede at komme ud fra legeområdet.
Det skriver BBC.
Under en retlig høring af sagen i Ipswich er det kommet frem, at drengen havde forladt legepladsen »gennem et hul i hegnet«.
En massiv eftersøgning blev sat i gang, da Noah den 15. september blev meldt savnet.
Den lille dreng var sidst set omkring kl. 15 lokal tid den dag, hvor han legede på en legeplads i Merriam Close i Brantham med en slægtning.
Men pludselig blev han væk.
Både politiet, frivillige, droner og hunde deltog i eftersøgningen – men da drengen blev fundet om aftenen dagen efter, var det for sent.
For han blev fundet afgået ved døden i en nærliggende dam, Decoy Pond, af politidykkere.
Da den assisterende retsmediciner Jyoti Gill under den retsmedicinske undersøgelse af sagen kom med sine indledende bemærkninger fredag, kaldte hun det en »meget trist og tragisk død«, skriver BBC.
Under høringen oplyste politiet, at Noah var lykkedes med at smutte fra legepladsen, hvorefter han skal være gået ind i en mindehave og siden forladt den gennem en åben port.
Han løb derefter ned ad en sti i et nyt boligområde – med retning mod den nærliggende dam.
Ifølge politiinspektør Matt Connick fra Suffolk Police havde den slægtning, der havde været med Noah på legepladsen, forsøgt at indhente drengen, men drengen skulle til sidst være forsvundet ud af syne.
Da det ikke lykkedes at finde ham, blev politiet kontaktet – og eftersøgningen gik i gang.
Under høringen lød det, at Noahs død ikke bliver betragtet som mistænkelig.