Sammen med sin mor og sine tre små søskende sad den treårige pige Brooklyn Harris lørdag morgen i en bil, der var lige ved at kollidere med en anden.

Nærulykken fik af endnu uvisse årsager manden i den anden bil til at finde et skydevåben frem, rette den mod familien - og trykke gentagne gange på aftrækkeren.

Det skriver ABC News.

Treårige Brooklyn overlevede ikke, og siden har den amerikanske by Milwaukee - hvor hændelsen fandt sted - været indhyllet i sorg.

Og i vrede.

En vrede, der er rettet mod den person, der i sin egen 'vejvrede' valgte at rette et våben mod en mor og hendes fire små børn, alle mellem et og fire år.

De to biler var ifølge politiet nær ved at kollidere med hinanden kort før klokken 09 lørdag morgen. Den mistænkte, som tilsyneladende var ekstremt rasende over det, der var sket, valgte at flygte fra stedet, efter han havde skudt med familiens bil.

Betjente, der var blevet kaldt til stedet, fik dog hurtigt øje på mandens bil og indledte et jagt for at få ham standset.

Manden endte med at køre galt, hvorefter han hoppede ud af sin bil og forsøgte at flygte fra stedet til fods.

Kort tid efter fandt betjente ham i en busk, hvor han havde forsøgt at gemme sig.

Under et efterfølgende pressemøde gav en berørt politiinspektør, Ray Banks, udtryk for sin frustration over skyderiet, skriver ABC News:

»Hvis vores samfund har udviklet sig til, at vi bliver vrede over trafikulykker og begynder at skyde børn i en bil, og vi har en treårig, der er død, så bør I alle sammen være lige så vrede over det, som jeg er,« sagde han og fortsatte:

»Vi begraver hele tiden vores egne børn. Det er ikke meningen, det skal ske.«

Lørdagens tragiske hændelse er langt fra den eneste sag om 'vejvrede', der det seneste stykke tid har kostet menneskeliv i USA.

De seneste 45 dage har fem mennesker mistet livet, mens elleve andre er blevet såret i lignende hændelser, skriver ABC News.

Mandag morgen blev en 28-årig mand skuddræbt, da en nærkollision fandt sted nær Philadelphia, og i forrige uge valgte en ung mand på 18 år i Houston også at finde et skydevåben frem og såre to børn på et og to år og deres forældre i en anden sag om vejvrede.