2. april 1983 forlod Debra Newton og datteren, Michelle, deres hjem i Louisville i den amerikanske delstat Kentucky.

Debra Newton forklarede sin daværende mand – og faren til Michelle, Joseph Newton, at det skyldtes et nyt job i Georgia.

Men mor og datter forsvandt.

Det oplyser flere amerikanske medier ifølge People.

Myndighederne mente, at Debra Newton havde bortført Michelle, hvilket satte gang i en årelang eftersøgning.

På et tidspunkt blev Debra Newton betragtet som en af FBIs otte mest eftersøgte personer i forbindelse med en forældrekidnapning.

Debra Newton fortalte, at hun havde fået nyt arbejde i Georgia. Mere end 900 kilometer væk fra hjemmet i Louisville.
Debra Newton fortalte, at hun havde fået nyt arbejde i Georgia. Mere end 900 kilometer væk fra hjemmet i Louisville. Foto: Google Maps

Nu – 42 år senere – er der chokerende nyt i sagen.

24. november blev den i dag 66-årige Debra Newton anholdt i Florida og sigtet i sagen.

Det oplyser politiet, som også har delt en video af anholdelsen.

Her kan man høre en person joke og sige: »De kommer efter dig, Sharon.« Et navn, som Debra Newton angiveligt brugte, efter hun forlod Kentucky.

Debra Newton joker videre og siger, at betjentene sikkert er der på grund af hendes hund.

Men nej.

»Vi er her for Dem, frue. Vi er her helt sikkert for Dem,« siger en betjent og forklarer, at politiet har en arrestordre på hende i forbindelse med en sag om et forsvundet barn i Kentucky.

»Jeg har ikke gjort noget,« lyder det fra Debra Newton, da hun bliver lagt i håndjern.

NCMEC, der arbejder for at finde efterlyste børn, delte dette billede i 2024, som var deres bud på, hvordan Michelle ville se ud.
NCMEC, der arbejder for at finde efterlyste børn, delte dette billede i 2024, som var deres bud på, hvordan Michelle ville se ud. Foto: NCMEC

Efter anholdelsen af Debra Newton, blev Michelle, der i dag er 46 år, atter genforenet med sin far.

»Hun har altid været i vores hjerter. Jeg kan ikke beskrive det øjeblik, hvor jeg kunne lægge armene om min datter igen,« siger faren, Joseph Newton, til det lokale medie WLKY.

»Jeg ville ikke bytte det øjeblik for noget andet. Det var ligesom at se hende, da hun blev født. Det var som at se en engel.«

Han fortæller, at han ikke vidste, der var noget galt, da Debra og Michelle Newton forlod hjemmet for 42 år siden.

Planen var, at han skulle være taget med dem til Georgia, men hans daværende hustru var kommet ham i forkøbet, fortalte han i 1986.

Han var sidst i kontakt med Debra Newton mellem 1984 og 1985. Derefter hørte han aldrig fra hende igen.

Eftersøgningen af Michelle blev droppet i 2000, da anklagemyndigheden ikke kunne få kontakt med Joseph Newton. Og fem år efter blev hun fjernet fra databaserne over efterlyste børn.

Men da en borger tippede om, at vedkommende havde set Debra Newton i Florida, blev sagen genoptaget.

Det viste sig, at Debra Newton havde giftet sig igen og nu gik under navnet Sharon Nealy.

Samtidig var Michelle Newton vokset op under et andet navn og havde ingen anelse om, at hun som blot treårig var blevet bortført.

»Min intention er at støtte dem begge gennem dette og forsøge at navigere og hjælpe dem med bare at afslutte det, så vi alle kan komme videre,« sagde hun i retten.