Tre kvinder blev dræbt fredag eftermiddag, da en dobbeltdækkerbus ramte et busskur i Stockholm.

To af kvinderne var 65 år, mens den tredje var en 55-årig kvinde.

Det skriver svensk politi i en pressemeddelelse.

Det har siden fredag ikke været offentligt kendt, hvem ofrene var. Men mandag har politiet altså oplyst både deres køn og alder.

De to 65-åriges pårørende er underrettet, mens pårørende til den 55-årige er bosat i et andet europæisk land, hvilket betyder, at det pågældende lands politi har taget over. Det oplyser svensk politi mandag eftermiddag.

- Vi har haft et intensivt arbejde med at identificere de her personer og finde deres pårørende, fortæller Ola Österling, der er talsperson hos svensk politi, til det svenske medie SVT.

Mediet skriver, at den ene af kvinderne arbejdede hos den svenske anklagemyndighed. En af de andre kvinder var ansat på et nærliggende universitetshospital.

Den svenske anklagemyndighed fortæller, at alle er i stor sorg på arbejdspladsen.

Foruden de tre dræbte kvinder kom yderligere tre personer til skade.

Mandag er to stadig indlagt, men deres tilstand beskrives som stabil.

Ola Österling oplyser til SVT, at man er i gang med at lave tekniske undersøgelser af bussen, men at det er for tidligt at kommentere, om bussen har haft nogen tekniske fejl.

Chaufføren er blevet afhørt lørdag ved middagstid på et sygehus, men Ola Österling ønsker ikke at uddybe, hvad buschaufføren har sagt.

Buschaufføren blev lørdag løsladt.

Ifølge politiet var der lørdag ikke noget, der tydede på, at påkørslen skete forsætligt.

Efter bussen havde ramt busskuret, fortsatte den 40 meter op på fortovet og ramte flere træer. Den stoppede først, da den ramte en lygtepæl, skriver SVT.

Bussen blev kørt af en chauffør fra trafikselskabet Transdev. Selskabet har tidligere oplyst til det svenske medie Aftonbladet, at chaufføren var på vej til pause, da ulykken skete.

/ritzau/