I fem dage har demonstranter været på gaden i dele af Iran, og for første gang er der sket dødsfald i forbindelse med protesterne.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Protesterne begyndte søndag i hovedstaden Teheran, hvor butiksejere strejkede på grund af høje priser og økonomisk stagnation, og de har siden spredt sig til andre dele af landet.
Torsdag er i alt tre personer meldt dræbt.
Nyhedsbureauet Fars melder, at to civile blev dræbt i sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter i byen Lordegan.
Tidligere meldte statsligt tv ifølge AFP, at et medlem af Irans sikkerhedsstyrker blev dræbt natten til torsdag under protester i byen Kouhdasht.
Landets præsident, Masoud Pezeshkian, har forsøgt at dæmpe spændingerne og har anerkendt demonstranternes "legitime krav".
Torsdag har han talt om, at regeringen skal skride til handling for at forbedre den økonomiske situation.
/ritzau/AFP
