Tre personer meldes dræbt i russiske angreb på regionen Dnipropetrovsk i det sydøstlige Ukraine natten til tirsdag.

Det siger guvernøren i Dnipropetrovsk, Oleksandr Hanzja, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rusland angreb på én gang industrivirksomheder i byerne Dnipro, Kryvyj Rih og Pavlohrad, som alle ligger i Dnipropetrovsk.

Foruden de tre dræbte er seks personer blevet såret i Dnipro.

Russisk militær brugte ifølge Oleksandr Hanzja både missiler, droner og artilleri ved angrebet på Dnipropetrovsk.

Rusland har også selv - ifølge de russiske myndigheder - været under angreb, skriver Reuters.

Her melder guvernøren i regionen Samara, Vjatjeslav Fedorisjtjev, om ukrainske droneangreb på private boliger og biler.

Der er tirsdag morgen ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne i angrebene på Samara.

Meldingerne om angrebene kommer, samme dag som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ventes at mødes med USA's præsident, Donald Trump, i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.

Søndag aften skrev Zelenskyj om det kommende møde på X.

- Vi har aftalt at mødes i New York, og dette møde kan ændre meget. Der er diplomatisk momentum, lød det fra den ukrainske præsident.

I denne uge mødes talrige toppolitikere i New York til åbningen af FN's Generalforsamling.

Den seneste tid har amerikanske forhandlere arbejdet på at genoptage forhandlinger mellem Rusland og Ukraine om en afslutning på krigen mellem de to lande.

Som led i det arbejde besøgte de to amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner både Moskva og Kyiv tidligere i september.

Zelenskyj meldte tidligere på måneden ud, at han håbede på at mødes med den amerikanske præsident i september.

Hvis et møde kom i stand, forventede Zelenskyj, at parterne skulle drøfte en vinterpakke til Ukraines luftforsvar.

Den ukrainske præsident har gentagne gange gjort opmærksom på, at Ukraine mangler missiler og luftforsvarssystemer til at forsvare sig selv.

Imens har Rusland den seneste tid skruet op for langtrækkende angreb på Ukraine.

RITZAU