Tre personer er dræbt, og 11 meldes såret ved et bombeangreb mod en bus torsdag morgen i Kabul i Afghanistan.

Det oplyser myndigheder i Kabul ifølge nyhedsbureauet Reuters. En anonym kilde i politiet oplyser, at ofrene for angrebet alle er statsansatte.

Ingen har påtaget sig skylden for hændelsen.

Ligeledes torsdag morgen oplyser forsvarsministeriet i Afghanistan, at ni medlemmer af sikkerhedsstyrkerne onsdag aften blev dræbt i et helikopterstyrt i den centrale del af landet.

Hændelsen er ved at blive undersøgt, men en kilde i luftvåbnet siger til Reuters, at helikopteren kort efter at være kommet i luften blev ramt af en raket.

Torsdagens bombeangreb i Kabul kommer, samme dag som repræsentanter for Afghanistans regering, Taliban-bevægelsen samt Rusland og USA mødes i Moskva.

Det sker i et forsøg på at komme videre i processen med at skabe fred mellem de stridende parter i Afghanistan og dermed sætte en stopper for mange års blodsudgydelser i landet.

Repræsentanter for regeringerne i Pakistan og Kina deltager også i mødet.

En diplomatisk kilde, hvis land vil være til stede i Moskva, siger til Reuters, at både Rusland og USA støtter en idé om, at der indsættes en overgangsregering i Afghanistan så hurtigt som muligt.

Mens USA og Rusland ifølge kilden måske kan presse de afghanske ledere til at give efter, så forsøger Pakistan det samme over for Taliban.

- Hvis de arbejder sammen, er det meget muligt at bringe denne krig til ophør, siger kilden og tilføjer, at den største forhindring kan være mistillid mellem de to stormagter på grund af et langvarigt anspændt forhold mellem Moskva og Washington.

Den internationale fredskonference i den russiske hovedstad bliver i begyndelsen af april fulgt op af et møde i Tyrkiet med regionale aktører, skriver nyhedsbureauet dpa. Derefter er der planlagt yderligere et fredsmøde.

Siden september sidste år har Taliban og repræsentanter for Afghanistans regering forhandlet om en fredsaftale. Samtalerne, der finder sted i Qatar, er dog for nylig stort set gået i stå ifølge Reuters.

/ritzau/