Tre dødsfald på blot otte dage: Endnu en besøgende styrter i døden ved Grand Canyon


Tre mennesker har på blot otte dage mistet livet ved den populære nationalpark Grand Canyon i Arizona i USA.
Senest er en 67-årig mand fra Californien styrtet i døden, da han onsdag faldt ud over klippeafsatsen ved en udkigspost i den sydlige del af den verdenskendte park. Det skriver Reuters.
Den ældre mand besøgte angiveligt parken alene, og ulykken skete omkring klokken 11.30 lokal tid, fortæller en af parkens talspersoner ved navn Murray Shoemaker.
En anden besøgende så - ifølge nyhedsbureaet - den 67-årige falde ud over klippen og alarmerede myndighederne. Liget af den 67-årige blev flere timer senere fundet af redningsfolk omkring 122 meter nede.
Offerets navn er ikke blevet offentliggjort.
Ifølge Murray Shoemaker bliver dødsfaldet nu undersøgt, men myndighederne har indtil videre bekræftet, at der højst sandsynligt er tale om en ulykke.
Dødsfaldet er det tredje omkring Grand Canyon på lige over en uge.
Den 26. marts blev et lig fundet i et skovområde 150 kilometer øst for Eagle Point, mens en turist fra Hongkong få dage efter styrtede i døden, da han tog billeder tæt på den berømte hesteskoformede bro af glas, Skywalk.

I den forbindelse udtalte talspersonen Vanessa Ceja-Cervantes, at det er sjældent, at besøgende falder ud over klipperne i den berømte park.
»I gennemsnit er der 12 dødsfald om året i parken, men det er kun en lille procentdel af dem, der skyldes styrt fra klipperne,« sagde hun og fortsatte:
»De fleste dødsårsager er alt fra hedeslag og drukning til helbredsmæssige nødsituationer og meget andet.«
Omkring 6,4 millioner mennesker valfarter hvert år til nationalparken ved Grand Canyon, hvilket gør den til en af Amerikas mest besøgte turistattraktioner.