Tre personer er dræbt, og fem personer er såret efter et skyderi i en sporvogn i den hollandske by Utrecht.

Mandag aften kunne politiet på et pressemøde så oplyse, at man efter en længere menneskejagt har anholdt den formodede gerningsmand.

Der er tale om den 37-årige tyrkiskfødte mand Gökmen Tanis, der er kendt af myndighederne i forvejen.

Skyderiet skete mandag formiddag klokken 10.45 i udkanten af bymidten i Utrecht, hvor der blev affyret skud i en sporvogn.

Billedet af den hovedmistænkte Gökmen Tanis. Han var i adskillige timer eftersøgt, inden politiet omkring klokken 18.30 mandag aften kunne meddele, at han var anholdt.
Billedet af den hovedmistænkte Gökmen Tanis. Han var i adskillige timer eftersøgt, inden politiet omkring klokken 18.30 mandag aften kunne meddele, at han var anholdt. Foto: HO/UTRECHT POLICE/AFP
Vis mere

»Vi kan bekræfte tre dødsfald og fem sårede - tre af dem er i kritisk tilstand,« sagde borgmesteren.

Det er endnu ikke klart, hvad motivet er.

I løbet af mandagen har de hollandske myndigheder ikke udelukket, at der kunne ligge et 'terrormotiv' bag skyderiet.

»Hvis det er et terrorangreb, så har vi kun et svar: Vores land, vores demokrati skal være stærkere end fanatisme og vold,« sagde den hollandske premierminister, Mark Rutte, på et pressemøde efter skyderiet.

Nogle forlydender peger dog på, at det ikke var et terrorangreb.

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu har mandens pårørende oplyst, at skyderiet blev indledt på grund af et familieopgør.

Den 37-årige mand skal have skudt et familiemedlem af 'familierelaterede' grunde. Efterfølgende skød han angiveligt mod de personer i sporvognen, der forsøgte at gribe ind.

Den beskrivelse er dog ikke bekræftet af hverken politiet eller myndighederne.

Foto: ROBIN VAN LONKHUIJSEN
Vis mere

Den 37-årige tyrker, der mandag aften er blevet anholdt, har tidligere været på kant med loven. Det skriver det lokale medie RTV Utrecht.

Ifølge mediet affyrede den tyrkiske mand i 2013 skud mod et lejlighedskompleks i Kanaleneiland-bydelen.

Komplekset ligger 'et stenkast fra', hvor mandagens skyderi fandt sted.

Og så sent som for to uger siden var den 37-årige i retten for en mulig voldtægt i 2017, skriver RTV Utrecht.

Foto: JOHN THYS
Vis mere

Mediet forbinder ham også med cykeltyveri, at urinere i en celle og spritkørsel. Det fremgår ikke, hvor oplysningerne stammer fra.

Det hollandske militærpoliti meddelte tidligere mandag, at sikkerheden ved lufthavne og andre nøglebygninger i Holland var øget.

Borgerservice i det danske udenrigsministerium kom mandag også med en meddelelse.

»Hvis du er i Utrecht, bør du holde dig væk fra 24. Oktober-pladsen og altid følge myndighedernes anvisninger,« hedder det.

24. Oktober-pladsen fungerer som sporvognsremise.Utrecht ligger lidt over 50 kilometer syd for Amsterdam. Det er en by, der er en smule større end Aarhus.