En lastbil er væltet lørdag i det østlige Afghanistan, og 18 mennesker er blevet dræbt - heraf ti børn.

Det oplyser en talsperson for lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Lastbilen transporterede afghanske familier, som var ved at vende hjem fra Pakistan, hvor de havde opholdt sig.

Myndighederne i Pakistan har imidlertid strammet kursen over for afghanske flygtninge og migranter, hvilket har ført til omfattende hjemsendelser og hjemrejser.

Mange af dem transporteres på lastbiler.

Ulykken skete på vejen mellem Jalalabad i det østlige Afghanistan og Kabul, landets hovedstad.

Dødelige trafikulykker sker ret hyppigt i Afghanistan. Det skyldes blandt andet dårlige veje efter årtiers konflikt samt farlig kørsel.