Nytårsdag endte dybt tragisk for en 25-årig kvinde i Australien.

Ved de østlige strande i Sydney, landets største by, fik politiet torsdag morgen meldinger om, at en person var skyllet ud i havet.

Meldingen gik på, at den 25-årige var blevet ramt af en bølge, der hurtigt fik trukket hende videre ud i vandet, skriver news.com.au.

Det var klokken 04.00 torsdag morgen.

En time senere blev et lig trukket op af vandet, som menes at være den savnede.

Identiteten på den afdøde er dog ikke formelt bekræftet, men myndighederne er stort set sikre i deres sag.

Samtidig ledes der efter en savnet mand, en svømmer, der forsvandt et par timer senere om morgenen ud for Coogee Beach ved Sydney.

Myndighederne advarer om farlige forhold langs kysten for surfere, svømmere og andre ifølge The Guardian.